3. Pride and Prejudice – Jane Austen (1813)

“It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife.”

“Pride and Prejudice” (DK: “Stolthed og Fordom”) og Austens romaner generelt er, efter min erfaring, én af de ting, som man enten elsker eller hader. Da jeg første gang læste “Pride and Prejudice” var jeg meget imponeret, men jeg må indrømme at min begejstring denne gang var lettere forringet. Nok i høj grad netop fordi jeg havde læst den før (måske faktisk mere end én gang) samt set filmene et par gange. Det lægger naturligvis en dæmper på entusiasmen, at man allerede kender plottet, karaktererne og udfaldet. Ikke desto mindre, var jeg glad for at genlæse den.

Jeg har personligt altid været ret fascineret af Austens historier og, i særdeleshed, hendes skrivestil. Hendes ironiske distance til hendes egen samtid, som i denne bog er tydeligt personificeret via protagonisten Elizabeth Bennet, er ganske unik for romaner fra den tid – og stadig underholdende at læse i dag. Handlingen kan på overfladen virke næsten for simpel – én lang række af baller, middagsselskaber, gåture til byen og et par enkelte ture på landet, hvor det hurtigt står klart, at en kvindes vigtigste formål i livet er at finde en mand af passende parti og blive gift. End of story. Men hvis man formår at læse mellem linjerne, er det en umådeligt underholdende roman. Man står splittet mellem på den ene side at føle for døtrenes kvaler, og på den anden side at være komplet forbløffet over nogle af karakterernes tåbeligheder; her gør især Mrs. Bennet og Mr. Collins sig bemærket – på negativ vis. Og så er jeg jo altså især glad for den sarkasme, som flyder frit fra især Lizzie Bennet men også hendes far. Jane Austen er tydeligvis en af ironiens forfædre (formødre?).

Men man kan naturligvis ikke tale om “Pride and Prejudice” uden at tale om den herlige Mr. Darcy. Og ja, jeg er formentlig ligeså forgabt i ham som en stor del af resten af verdens kvinder. Lidt forudsigelig har man vel lov at være. Det er dog ikke Darcy alene, men snarere hans interaktioner og dynamik med Lizzie, som er trækplastret, efter min mening. Deres 1800-talsflirt er ganske henrivende (i øvrigt et ord, som jeg sjældent har brugt før). Og man føler tydeligt deres frustrationer over ikke at kunne kommunikere ordentligt, over de utallige misforståelser, der huserer imellem dem, og også generelt over samtidens normer, som også hindrer deres forening.

“There is, I believe, in every disposition a tendency to some particular evil – a natural defect, which not even the best education can overcome.”
“And YOUR defect is to hate everybody.”
“And yours,” he replied with a smile, “is willfully to misunderstand them.”

Selv om jeg var et godt stykke tid om at komme igennem bogen i denne ombæring, kan den stadig klart anbefales, i mine øjne. Selv hvis det ikke var en så vigtig del af vores vestlige samfunds klassiske litteratur og vores populærkultur, er det stadig en roman, som er værd at læse. Den er underholdende – både for kvinder og mænd (!) – og giver et vidunderligt indblik i denne del af 1800-tallets samfund. Endeligt er romanens hovedtema, at kærlighed og følelser ikke kan tøjles af anseelse eller stand i samfundet, økonomi eller forbindelser, men snarere lever i bedste velgående på tværs af disse forhindringer. Og det er vel om noget et universelt samt evigt aktuelt og relevant budskab!

Kort sagt: Den fortjener sin tredjeplads på listen.

“If any young men come for Mary or Kitty, send them in, for I am quite at leisure.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s