64. Life of Pi – Yann Martel (2001)

“I have a story that will make you believe in God.”

Således indleder Yann Martel romanen “Life of Pi” (DK: Pis Liv); med et løfte om at denne bog og denne historie vil få dig til at tro på Gud. Det er jeg dog langt fra enig – ærligt talt fik den mig snarere til at være endnu mere forundret over, at der er nogle, der kan tro på Gud(er), selv når de står over for de værste udfordringer, man kan forestille sig.

“I must say a word about fear. It is life’s only true opponent. Only fear can defeat life.”

Da jeg læste beskrivelsen om “Life of Pi” forventede jeg faktisk lidt, at det ville være en slags voksen udgave af “Sofies Verden” bare med religion i stedet for filosofi. Dette viste sig dog ikke at være tilfældet. Der er religion i bogen, ja, og en lidt special slags, eftersom hovedperson Pi Patel holder sig til hele tre religioner på én gang: kristendom, islam og hinduisme. Men det er kun i den første tredjedel af bogen, at vi rigtigt hører noget om disse religioners forskelle, fordele og ulemper. Resten af tiden er hans tro mere af den allestedsnærværende og altomfattende slags. Den slags, hvor hans lidelser ses som en del af Guds overordnede plan og ikke bare virkeligt dårligt held.

“Things didn’t turn out the way they were supposed to, but what can you do? You must take life the way it comes at you and make the best of it.”

Kort sagt, handler “Life of Pi” om en 16-årig dreng, som, efter en sejltur, der gik så galt som det kan gå, mister sin familie og finder sig selv skibbruden på en redningsbåd med en hyæne, en orangutang, en zebra og en kæmpestor og kæmpefarlig bengalsk tiger som eneste selskab. Naturen skrider ind, og det går, som man måtte forvente – survival of the fittest og alt det dér – og efter et par uger er der kun tigeren, Richard Parker, og Pi selv tilbage. Og det er nu, det bliver rigtigt spændende. Hvordan skal en sølle 16-årig indisk dreng overleve mod et af de største og farligste rovdyr, der findes. Selv med sine 16 års erfaring fra dyrepasning og zoologiske haver, har Pi virkeligt fået en opgave for sig.

“All living things contain a measure of madness that moves them in strange, sometimes inexplicable ways. This madness can be saving; it is part and parcel of the ability to adapt. Without it, no species would survive.”

Før jeg begyndte at læse “Life of Pi” og selv undervejs i omkring den første tredjedel eller deromkring, var jeg overbevist om, at bogen ikke var noget for mig. At jeg ville finde den kedelig, langtrukken eller bare uinteressant. Det endte dog helt modsat. Den starter lidt langsomt og rodet, ja, men det ender med at være en helt utroligt smuk bog, med mange dybe og gribende observationer om livet – både det helt jordnære, som vi kan se og føle, samt det metafysiske. Observationer om religion og tro, og om at de forskellige religioner i virkeligheden ikke er så forskellige, når det kommer til stykket.

“Hindus, in their capacity for love, are indeed hairless Christians, just as Muslims, in the way they see God in everything, are bearded Hindus, and Christians, in their devotion to God, are hat-wearing Muslims.”

For Pi er den største og vigtigste fællesnævner, at man elsker Gud – og det gør han! Med hele sit hjerte, selv i denne helt ekstreme situation, hvor han som menneske til sidst bliver kondenseret til de helt basale overlevelsesinstinkter og på nogle tidspunkter ikke er meget forskellig fra Richard Parker, tigeren.

“When your own life is threatened, your sense of empathy is blunted by a terrible, selfish hunger for survival.”

Bogen er skrevet som værende en sand historie, som forfatteren Yann Martel har fået fra Pi selv. Eller i hvert fald som værende den sandhed, Pi tror på at have (over)levet. Hvorvidt dette passer eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Måske er det sandt, måske ikke. I begge tilfælde er det en fantastisk historie!

”That’s what fiction is about, isn’t it, the selective transforming of reality? The twisting of it to bring out its essence?”

“Life of Pi” blev en komplet vendekåbe i mit hoved. Jeg gik fra at forvente ikke at kunne lide den, over ikke at nære særligt varme følelser for den i den første tredjedel, til at vende 180º og investere mig 100% i Pi og Richard Parkers historie. Slutningen var lige som den skulle være, synes jeg. Hjertevarm som resten af bogen også er dybest set, men alligevel med en vis mængde mystik, der gør at man ikke helt kan slippe historien, selv efter sidste side er vendt. Var det sandt? Var det hele bare en historie for at dække over noget mere realistisk men samtidig mere brutalt. Var Pi tigeren? Var der overhovedet en tiger? Og overlevede han overhovedet?

“Life on a lifeboat isn’t much of a life. It is like an end game in chess, a game with few pieces. The elements couldn’t be more simple, nor the stakes higher. Physically it is extraordinarily arduous, and morally it is killing. You must make adjustments if you want to survive. Much becomes expendable. You get your happiness where you can. You reach a point where you’re at the bottom of hell, yet you have your arms crossed and a smile on your face, and you feel you’re the luckiest person on earth. Why? Because at your feet you have tiny dead fish.”

9 comments on “64. Life of Pi – Yann Martel (2001)

  1. Frk. Hyms siger:

    Du forstår virkelig at skrive en anmeldelse så man er nødt til at læse bogen🙂

  2. Mathilde siger:

    Tænkte præcis det samme som Frk. Hyms😀 Jeg har ellers også tænkt, at hverken bogen eller filmen var noget for mig, men nu er jeg alligevel blevet lidt nysgerrig..😛

  3. conny siger:

    Læseklubben skal se filmen start januar; jeg har fået bogen på engelsk; jeg har set et par trailere. Og jeg tror, jeg er der, hvor du var, før du startede. Måske jeg når at læse lidt. Din anmeldelse har givet mig lidt mere mod på bog og film.

    • conny siger:

      Update: Jeg fik aldrig læst bogen, så jeg så filmen med et åbent sind. Min første 3D-film, så jeg skulle lige vænne mig til de der kunstige lag. Men det var en flot og betagende film. Jeg blev glædeligt overrasket og har stadig sådan en boblende glad fornemmelse tilbage, når jeg tænker på filmen. Der var ikke så meget om tro, som jeg tror, der er i bogen, men det er nok også svært at filmatisere. Filmen er en meget billedtung film, så man skal bare glide med og lade sig indfange af stemningen.

      • Xenia siger:

        Hej Connie – jeg har også lige været inde at se filmen i dag, og den var SÅ god – den flotteste film, jeg længe har set, og 3D kom virkelig til sin ret. Og faktisk er der heller ikke så meget religion i bogen, som man måske skulle tro – ja, der er mere end i filmen, men det er overhovedet ikke overvældende. Alt i alt vil jeg stadig anbefale dig at læse bogen – selv om du nu har set filmen😉

  4. gittewinneche siger:

    Jeg er så enig med dig, når du siger, at den nærmest gør det modsatte af at få dig til at tro på gud! Men jeg har respekt for den – som du siger – allestedsnærværende tro, som Pi nærer.
    Jeg var virkelig også imponeret over bogen, og selv om det er et par uger siden nu, så ligger den stadig og rumler i baghovedet.
    Men det er dog fiktion, selv om Martel også næsten fik mig overbevist om historiens sandhed (hvilket jeg bare syntes var fedt – et bevis på kvalitet!).
    Hvis du er interesseret, kan du læse om min oplevelse af bogen her: http://boghylden.wordpress.com/2013/03/16/du-vaelger-din-egen-sandhed/

    Vh Gitte🙂

    • Xenia siger:

      Lige præcis, Gitte, det er lige netop en af den slags bøger, som man ikke lige kan slippe sådan lige med det samme igen! Har du set filmen?🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s