50. Watership Down – Richard Adams (1972)

Til trods for at jeg, min sædvanlige læsehastighed taget i betragtning, har været forholdsvist længe om at få læst Richard Adams’ “Watership Down” (DK: Kaninbjerget), er det ikke nødvendigvis en indikator for min holdning til bogen efter endt læsning. “Watership Down” er den 50. bog på listen og falder som sådan lige præcist i midten. Og sådan har jeg det faktisk også med bogen her hvor jeg endelig er blevet færdig. Den falder midt imellem uden dog som sådan at være bare middelmådig. Det er ikke en bog, jeg rigtigt blev fanget af, men samtidig heller ikke en, jeg fik lyst til at droppe igen – eller en, jeg vil fraråde andre at læse.

Watership Down er officielt en børnebog, som Richard Adams faktisk skrev for og til sine egne børn. Det er dog en af den slags børnebøger, som snildt kan læses og nydes af voksne uden børn til stede. Og jeg vil faktisk vove at påstå, at man ikke engang behøver at være en voksen med evigt barnlig sjæl, som jeg, for at det er en ganske fin bog. Dette skyldes måske netop, at bogen faktisk ikke fremstår særligt “børneagtig” i sin handling. Den handler ganske vist om kaniner, men disse kaniner bliver godt nok udsat for lidt af hvert, og jeg ville personligt tøve med at læse den højt for mine børn, hvis jeg havde nogle. Til tider blev bogen faktisk ret brutal og det var lige før, at jeg blev lidt bange – eller i hvert fald svagt foruroliget – af og til!

“All the world will be your enemy, Prince of a Thousand enemies. And when they catch you, they will kill you. But first they must catch you; digger, listener, runner, Prince with the swift warning. Be cunning, and full of tricks, and your people will never be destroyed.” 

En af de ting, der gør “Watership Down” til noget særligt og unikt er, at det netop er kaniner, der er vores protagonister. Kaninerne er dog antropomorfe, hvilket bevirker, at jeg jævnligt under min læsning helt glemte, at det faktisk var kaniner, jeg sad og læste om, og ikke mennesker. Antropomorfismen er dog umådeligt velbalanceret heri, og til trods for kaninernes påduttede menneskelige træk, er der alligevel bibeholdt nok af deres dyriskhed og særegne kaninegenskaber til, at det stadig føles troværdigt og ikke påtaget. Alle kaninerne har hver deres unikke personlig, på samme måde som mennesker har det.  Jeg fandt generelt hele kanintemaet ganske fascinerende, herunder både alle de ting, jeg lærte om vilde kaniner og deres liv i naturen, men også de mere fiktive historier, som fx kaninernes egen mytologi, som bl.a. indbefattede flere guder og myter, præcist på samme måde som vi mennesker altid har haft myter og historier til at forklare og underholde. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange af de ting, jeg “lærte” om kaniner, som faktisk passer i virkeligheden – selv om det nu virkede ganske troværdigt det hele. Men bogen formåede trods min skepticisme at interessere mig – til trods for at det jo altså handler om kaniner, hvilket normalt ikke er noget, der ville tiltrække mig ved en bog!

“Animals don’t behave like men,’ he said. ‘If they have to fight, they fight; and if they have to kill they kill. But they don’t sit down and set their wits to work to devise ways of spoiling other creatures’ lives and hurting them. They have dignity and animality.”

Bogen er særdeles velskrevet og i et velfungerende sprog. Hvert kapitel indledes af et kort citat fra et andet værk, og disse epigrafer er alle velvalgte og hjælper til med at sætte tonen for det kommende afsnit. Man aner svagt, hvad der vil ske i kapitlet, men det er først, når man har vendt kapitlets sidste side, at citatet i starten rigtigt giver mening. Alt i alt er “Watership Down” en bog om kaniner, men som handler om meget og mere end bare kaniner. Det er en historie om venskab, familie og kærlighed. Det er en historie om overlevelse, stædighed og at stå inde for det, man tror på, og det, der er rigtigt. Men mest af alt er det en historie om en gruppe personer (ikke bare kaniner), som begiver sig ud på en søgen efter deres lykkelige slutning. Og uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt sige, at det ender ret lykkeligt til sidst (det er vel en børnebog!).

“A thing can be true and still be desperate folly.” 

64. Life of Pi – Yann Martel (2001)

“I have a story that will make you believe in God.”

Således indleder Yann Martel romanen “Life of Pi” (DK: Pis Liv); med et løfte om at denne bog og denne historie vil få dig til at tro på Gud. Det er jeg dog langt fra enig – ærligt talt fik den mig snarere til at være endnu mere forundret over, at der er nogle, der kan tro på Gud(er), selv når de står over for de værste udfordringer, man kan forestille sig.

“I must say a word about fear. It is life’s only true opponent. Only fear can defeat life.”

Da jeg læste beskrivelsen om “Life of Pi” forventede jeg faktisk lidt, at det ville være en slags voksen udgave af “Sofies Verden” bare med religion i stedet for filosofi. Dette viste sig dog ikke at være tilfældet. Der er religion i bogen, ja, og en lidt special slags, eftersom hovedperson Pi Patel holder sig til hele tre religioner på én gang: kristendom, islam og hinduisme. Men det er kun i den første tredjedel af bogen, at vi rigtigt hører noget om disse religioners forskelle, fordele og ulemper. Resten af tiden er hans tro mere af den allestedsnærværende og altomfattende slags. Den slags, hvor hans lidelser ses som en del af Guds overordnede plan og ikke bare virkeligt dårligt held.

“Things didn’t turn out the way they were supposed to, but what can you do? You must take life the way it comes at you and make the best of it.”

Kort sagt, handler “Life of Pi” om en 16-årig dreng, som, efter en sejltur, der gik så galt som det kan gå, mister sin familie og finder sig selv skibbruden på en redningsbåd med en hyæne, en orangutang, en zebra og en kæmpestor og kæmpefarlig bengalsk tiger som eneste selskab. Naturen skrider ind, og det går, som man måtte forvente – survival of the fittest og alt det dér – og efter et par uger er der kun tigeren, Richard Parker, og Pi selv tilbage. Og det er nu, det bliver rigtigt spændende. Hvordan skal en sølle 16-årig indisk dreng overleve mod et af de største og farligste rovdyr, der findes. Selv med sine 16 års erfaring fra dyrepasning og zoologiske haver, har Pi virkeligt fået en opgave for sig.

“All living things contain a measure of madness that moves them in strange, sometimes inexplicable ways. This madness can be saving; it is part and parcel of the ability to adapt. Without it, no species would survive.”

Før jeg begyndte at læse “Life of Pi” og selv undervejs i omkring den første tredjedel eller deromkring, var jeg overbevist om, at bogen ikke var noget for mig. At jeg ville finde den kedelig, langtrukken eller bare uinteressant. Det endte dog helt modsat. Den starter lidt langsomt og rodet, ja, men det ender med at være en helt utroligt smuk bog, med mange dybe og gribende observationer om livet – både det helt jordnære, som vi kan se og føle, samt det metafysiske. Observationer om religion og tro, og om at de forskellige religioner i virkeligheden ikke er så forskellige, når det kommer til stykket.

“Hindus, in their capacity for love, are indeed hairless Christians, just as Muslims, in the way they see God in everything, are bearded Hindus, and Christians, in their devotion to God, are hat-wearing Muslims.”

For Pi er den største og vigtigste fællesnævner, at man elsker Gud – og det gør han! Med hele sit hjerte, selv i denne helt ekstreme situation, hvor han som menneske til sidst bliver kondenseret til de helt basale overlevelsesinstinkter og på nogle tidspunkter ikke er meget forskellig fra Richard Parker, tigeren.

“When your own life is threatened, your sense of empathy is blunted by a terrible, selfish hunger for survival.”

Bogen er skrevet som værende en sand historie, som forfatteren Yann Martel har fået fra Pi selv. Eller i hvert fald som værende den sandhed, Pi tror på at have (over)levet. Hvorvidt dette passer eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Måske er det sandt, måske ikke. I begge tilfælde er det en fantastisk historie!

”That’s what fiction is about, isn’t it, the selective transforming of reality? The twisting of it to bring out its essence?”

“Life of Pi” blev en komplet vendekåbe i mit hoved. Jeg gik fra at forvente ikke at kunne lide den, over ikke at nære særligt varme følelser for den i den første tredjedel, til at vende 180º og investere mig 100% i Pi og Richard Parkers historie. Slutningen var lige som den skulle være, synes jeg. Hjertevarm som resten af bogen også er dybest set, men alligevel med en vis mængde mystik, der gør at man ikke helt kan slippe historien, selv efter sidste side er vendt. Var det sandt? Var det hele bare en historie for at dække over noget mere realistisk men samtidig mere brutalt. Var Pi tigeren? Var der overhovedet en tiger? Og overlevede han overhovedet?

“Life on a lifeboat isn’t much of a life. It is like an end game in chess, a game with few pieces. The elements couldn’t be more simple, nor the stakes higher. Physically it is extraordinarily arduous, and morally it is killing. You must make adjustments if you want to survive. Much becomes expendable. You get your happiness where you can. You reach a point where you’re at the bottom of hell, yet you have your arms crossed and a smile on your face, and you feel you’re the luckiest person on earth. Why? Because at your feet you have tiny dead fish.”

30. The Hobbit – J. R. R. Tolkien (1937)

“In a hole in the ground there lived a hobbit. Not a nasty, dirty, wet hole, filled with the ends of worms and an oozy smell, nor yet a dry, bare, sandy hole with nothing in it to sit down on or to eat: it was a hobbit-hole, and that means comfort.”

Det er formentlig ikke gået nogens næse forbi, at “The Hobbit” (DK: Hobbitten) er blevet filmatiseret af Peter Jackson og har premiere her om lidt over to uger. Derfor virkede det for mig også som et passende tidspunkt, at komme igennem den klassiker. For det er vist en klassiker, kan man vist sagtens tillade sig at sige. Jeg tror ikke der findes særligt mange mennesker, der ikke har hørt om enten Hobbitten, Ringenes Herre eller J.R.R. Tolkien – det er jo ikke af ingen grund, at sidstnævnte bliver kaldt “faderen til moderne fantasy” i visse kredse. Ikke desto mindre måtte jeg opgive at komme igennem den første bog i Ringenes Herre-trilogien, “Eventyret om Ringen”, da jeg forsøgte mig for en håndfuld år siden. Jeg har dog muligvis ikke været ældre end 13-14 år gammel, så jeg tænkte, at det var på tide, at jeg gav Tolkien et forsøg til. Og det er jeg faktisk ganske glad for at jeg gjorde.

“This is a story of how a Baggins had an adventure, and found himself doing and saying things altogether unexptected.”

Handlingen i “The Hobbit” foregår cirka 60 år før begivenhederne i Ringenes Herre-trilogien, og handler om hobbitten Bilbo Baggins og hans fantastiske og uventede eventyr. Som hobbit, er Bilbo ellers ikke meget for eventyr eller andre sindsoprivende ting, men troldmanden Gandalf formår alligevel, med hjælp fra tretten livlige og ivrige dværge, at få ham overbevist om at gå imod sin natur og tage med.

“We are plain quiet folk and have no use for adventures. Nasty disturbing uncomfortable things! Make you late for dinner! I can’t think what anybody sees in them.”

Den rolige, men nysgerrige og videlystne, Bilbo får hurtigt bevist sit værd – både for sig selv og for dværgene. Det er dværgenes leder, Thorin, der har taget initiativ til eventyret, hvis formål, kort sagt, er at tilbagevinde Thorins forfædres enorme skat fra den ondskabsfulde drage Smaug. Dette er dog meget kort fortalt, for på deres færd støder de både på elvere, goblins bjergtrolde, onde ulve, en mand, der kan forvandle sig til en stor bjørn, mennesker og meget mere. Og deres rejse medfører ikke få farer.

“It was a hard path and a dangerous path, a crooked way and a lonely and a long.”

Alt i alt, var jeg meget mere begejstret for “The Hobbit”, end jeg umiddelbart havde forventet på baggrund af min tidligere oplevelse med Tolkien. Måske det skyldes, at “The Hobbit” faktisk er en børnebog, som Tolkien efter sigende skulle have skrevet til sine egne børn. Jeg har nemlig lidt af en forkærlighed for børnebøger i fantasygenren. Af den grund tror jeg også man sagtens kan forvente, at “The Hobbit” er en anelse mere lettilgængelig og -fordøjelig end efterfølgerne Ringenes Herre. Men eftersom jeg ikke har læst sidstnævnte, er det ikke noget, jeg kan garantere. Jeg kan dog til gengæld garantere, at “The Hobbit” er en udemærket, hyggelig, finurlig og elskværdig læseoplevelse. Tolkien er bestemt en dygtig forfatter. Ikke kun mht. hans sprog, som dog er smukt og velskrevet, men også det faktum at han har formået at opbygge hele dette fantastiske fiktive univers. Alene i “The Hobbit” kan man mærke, at det er utroligt gennemtænkt, og det bliver jo kun mere imponerende i Ringenes Herre, hvor langt flere detaljer inddrages. Det er altså imponerende!

Der var dog et par ting, som trak lidt ned for mig, hvorfor jeg “kun” endte på at give bogen 4 stjerner. Dels var der nogle steder, hvor de lidt for omfattende naturbeskrivelser, som også afskrækkede mig fra Ringenes Herre i sin tid, bliver for voldsomme. Det er jeg ikke så vild med og det fjerner lidt fokus fra handlingen, synes jeg. Derudover var der mange steder, hvor Tolkien har skrevet hele sange til forskellige dele af bogen. Igen, det er velskrevet, men jeg kunne godt have brugt lidt mindre af det. Men resten af romanen opvejer det helt klart for mig. Tolkien skriver til tider med en tør humor, som er lige i øjet. Og så er jeg helt vild med fantasyuniverser, som vrimler med alt fra elvere og troldmænd til goblins bjergtrolde og drager.

“Escaping goblins to be caught by wolves!” he said, and it became a proverb, though we now say “out of the frying-pan into the fire” in the same sort of uncomfortable situations.”

“Never laugh at live dragons.”

“The Hobbit” er altså en roman, som jeg klart kan anbefale. Uanset om du har tænkt dig, at se filmen lige om lidt eller ej. På en sidenote kan jeg dog ikke se, hvordan de har tænkt sig at dele bogen op i tre dele, hvilket jeg har hørt rygter om – men forhåbentligt er det bare det. Under alle omstændigheder bliver man i hvert fald glad i låget og hjertet af at læse “The Hobbit” – og det vel næsten det vigtigste ved at læse?

“If more of us valued food and cheer and song, above hoarded gold, it would be a merrier world.”