Set against the dramatic backdrop of the American Civil War, Margaret Mitchell’s epic love story is an unforgettable tale of love and loss, of a nation mortally divided and its people forever changed. At the heart of all this chaos is the story of beautiful, ruthless Scarlett ‘O’ Hara and the dashing soldier of fortune, Rhett Butler.
Hvis jeg sagde, at “Gone With the Wind” (DK: Borte med blæsten) var en let og fornøjelig bog at læse, ville jeg lyve værre, end selv Scarlett gør gennem størstedelen af den over 1000 sider lange roman. Den var lang, langsommelig og langtrukken og jeg var lang tid om at komme igennem. Men jeg er ikke desto mindre glad for, at jeg valgte at holde ud til sidste side. “Gone With the Wind” er en rutsjebanetur at læse, på både godt og ondt. En lang tur på en rutsjebane af dén type, hvor man fire femtedele af turen kører stille og roligt opad mod en stejl nedstigning, som er så langt væk, at man slet ikke kan ane den i horisonten, før det er for sent. Det er en rutsjebanetur af den slags, som efterfølgende efterlader én svagt kvalm men alligevel med en lyst – nærmest en uovervindelig trang – til at prøve den igen – for det kan da ikke passe, at det hele var så ubehageligt, som man husker? Der må da have været nogle gode ting også!
“Why, she had never had to do a thing for herself in all her life. There had always been someone to do things for her. It was incredible that she could be in such a fix. Not a friend, not a neighbor to help her. There had always been friends, neighbors, the competent hands of willing slaves. And now in this hour of greatest need, there was no one. it was incredible that she could be so completely alone, and frightened, and far from home.”
”Gone With the Wind” er én lang emotionel glidebane, og det er af dén grund, at jeg giver den fire hjerter, til trods for at den til tider virkede uendeligt lang, og jeg flere gange var ved at give op. På mange punkter mindede den mig om Emily Brontës ”Wuthering Heights” – både med hensyn til den følelsesmæssige hvirvelvind, men også fordi Mitchell har formået, på samme måde som Brontë gjorde det, at skabe en historie, hvor de to hovedpersoner begge er fantastisk usympatiske på hver sin måde, men hvor man alligevel et eller andet sted – hvor utroligt det end lyder – bryder sig om, hvad der sker med dem. Det kræver altså sin forfatter at skrive sådan et narrativ.
”Sir,” she said, ”you are no gentleman!”
”An apt observation,” he answered airily. ”And, you, Miss, are no lady.”
Scarlett O’Hara er nok den mest overfladiske, egoistiske og tomhjernede gås, men alligevel er hun så stædig og har sådan en jernvilje, at man ikke kan lade være med at beundre hende for det, i stedet for at blive forfærdet over hendes egoisme.
“As usual in the very young, she marveled that people could be so selfishly oblivious to her pain and the world rock along just the same, in spite of her heartbreak.”
Ligeledes er Rhett så arrogant, bedrevidende og overlegen, at det halve kunne være nok. Men hans – indrømmet, sjældne – øjeblikke af altruisme over for sine medmennesker eller, især, ømhed rettet mod Scarlett opvejer i høj grad hans mindre sympatiske karaktertræk.
“Bravo! Now you are beginning to think for yourself instead of letting others think for you. That’s the beginning of wisdom.”
Uden at afsløre for meget, kan jeg nok godt tillade mig at sige, at det er forholdet mellem Scarlett og Rhett, der er det store trækplaster for romanen. Sådan var det i hvert fald for mig, og det er formentligt også dét, de fleste tænker på, når de hører navnet ”Gone With the Wind” eller ”Borte med Blæsten” – uanset om de har læst bogen eller ej. Deres romance er både langtrukken og højtflyvende, temperamentsfuld og tungsindig. Men det fungerer!
“No, my dear, I’m not in love with you, no more than you are with me, and if I were, you would be the last person I’d ever tell. God help the man who ever really loves you. You’d break his heart, my darling, cruel, destructive little cat who is so careless and confident she doesn’t even trouble to sheathe her claws.”
Det er et af de tilfælde, hvor de begge er så usympatiske, at man med det samme ser, at de må være skabt for hinanden. Men samtidig er de begge så stædige, at de er nogle af de sidste til at indrømme det.
“I love you, Scarlett, because we are so much alike, renegades, both of us, dear, and selfish rascals. Neither of us cares a rap if the whole world goes to pot, so long as we are safe and comfortable.”
Det var denne ”et-skridt-frem-og-to-tilbage”-proces, som fik mig til at synes om romanen – til trods for dens mange lange og (i mine øjne) kedelige kapitler om borgerkrigen, både under, før og efter. Jeg har som sådan ikke noget imod krigs- eller historiske romaner, og det var da også ganske interessant at læse om det fra sydstaternes synspunkt, hvilket jeg ikke mener at have set meget af før. Men det er efter min mening ikke dér, Mitchell brillerer. Næ, det er snarere i scener fyldt med intens og anspændt kemi mellem de to hovedkarakterer, hvor man føler man er ved at briste af spænding om det mon er nu, der sker noget!
“He looked, and was, a man of lusty and unashamed appetites. He had an air of utter assurance, of displeasing insolence about him, and there was a twinkle of malice in his bold eyes as he stared at Scarlett, until finally feeling his gaze, she looked toward him.”
Havde ”Gone With the Wind” været en del kortere, kunne jeg godt være fristet til at give den fem hjerter, men som det er nu, holder jeg mig til de fire. Til trods for at jeg endnu ikke har besluttet om jeg faktisk kunne lide bogen eller ej!
“In the dull twilight of the winter afternoon she came to the end of the long road which had begun the night Atlanta fell. She had set her feet upon that road a spoiled, selfish and untried girl, full of youth, warm of emotion, easily bewildered by life. Now, at the end of the road, there was nothing left of that girl. Hunger and hard labor, fear and constant strain, the terrors of war and the terrors of Reconstruction had taken away all warmth and youth and softness. About the core of her being, a shell of hardness had formed and, little by little, layer by layer, the shell had thickened during the endless months.”
100 Gode Bøger 