23. Gone With the Wind – Margaret Mitchell (1936)

Set against the dramatic backdrop of the American Civil War, Margaret Mitchell’s epic love story is an unforgettable tale of love and loss, of a nation mortally divided and its people forever changed. At the heart of all this chaos is the story of beautiful, ruthless Scarlett ‘O’ Hara and the dashing soldier of fortune, Rhett Butler.

---

Hvis jeg sagde, at “Gone With the Wind” (DK: Borte med blæsten) var en let og fornøjelig bog at læse, ville jeg lyve værre, end selv Scarlett gør gennem størstedelen af den over 1000 sider lange roman. Den var lang, langsommelig og langtrukken og jeg var lang tid om at komme igennem. Men jeg er ikke desto mindre glad for, at jeg valgte at holde ud til sidste side. “Gone With the Wind” er en rutsjebanetur at læse, på både godt og ondt. En lang tur på en rutsjebane af dén type, hvor man fire femtedele af turen kører stille og roligt opad mod en stejl nedstigning, som er så langt  væk, at man slet ikke kan ane den i horisonten, før det er for sent. Det er en rutsjebanetur af den slags, som efterfølgende efterlader én svagt kvalm men alligevel med en lyst – nærmest en uovervindelig trang – til at prøve den igen – for det kan da ikke passe, at det hele var så ubehageligt, som man husker? Der må da have været nogle gode ting også!

“Why, she had never had to do a thing for herself in all her life. There had always been someone to do things for her. It was incredible that she could be in such a fix. Not a friend, not a neighbor to help her. There had always been friends, neighbors, the competent hands of willing slaves. And now in this hour of greatest need, there was no one. it was incredible that she could be so completely alone, and frightened, and far from home.”

”Gone With the Wind” er én lang emotionel glidebane, og det er af dén grund, at jeg giver den fire hjerter, til trods for at den til tider virkede uendeligt lang, og jeg flere gange var ved at give op. På mange punkter mindede den mig om Emily Brontës ”Wuthering Heights” – både med hensyn til den følelsesmæssige hvirvelvind, men også fordi Mitchell har formået, på samme måde som Brontë gjorde det, at skabe en historie, hvor de to hovedpersoner begge er fantastisk usympatiske på hver sin måde, men hvor man alligevel et eller andet sted – hvor utroligt det end lyder – bryder sig om, hvad der sker med dem. Det kræver altså sin forfatter at skrive sådan et narrativ.

”Sir,” she said, ”you are no gentleman!”
”An apt observation,” he answered airily. ”And, you, Miss, are no lady.”

Scarlett O’Hara er nok den mest overfladiske, egoistiske og tomhjernede gås, men alligevel er hun så stædig og har sådan en jernvilje, at man ikke kan lade være med at beundre hende for det, i stedet for at blive forfærdet over hendes egoisme.

“As usual in the very young, she marveled that people could be so selfishly oblivious to her pain and the world rock along just the same, in spite of her heartbreak.”

Ligeledes er Rhett så arrogant, bedrevidende og overlegen, at det halve kunne være nok. Men hans – indrømmet, sjældne – øjeblikke af altruisme over for sine medmennesker eller, især, ømhed rettet mod Scarlett opvejer i høj grad hans mindre sympatiske karaktertræk.

“Bravo! Now you are beginning to think for yourself instead of letting others think for you. That’s the beginning of wisdom.”

Uden at afsløre for meget, kan jeg nok godt tillade mig at sige, at det er forholdet mellem Scarlett og Rhett, der er det store trækplaster for romanen. Sådan var det i hvert fald for mig, og det er formentligt også dét, de fleste tænker på, når de hører navnet ”Gone With the Wind” eller ”Borte med Blæsten” – uanset om de har læst bogen eller ej. Deres romance er både langtrukken og højtflyvende, temperamentsfuld og tungsindig. Men det fungerer!

“No, my dear, I’m not in love with you, no more than you are with me, and if I were, you would be the last person I’d ever tell. God help the man who ever really loves you. You’d break his heart, my darling, cruel, destructive little cat who is so careless and confident she doesn’t even trouble to sheathe her claws.”

Det er et af de tilfælde, hvor de begge er så usympatiske, at man med det samme ser, at de må være skabt for hinanden. Men samtidig er de begge så stædige, at de er nogle af de sidste til at indrømme det.

“I love you, Scarlett, because we are so much alike, renegades, both of us, dear, and selfish rascals. Neither of us cares a rap if the whole world goes to pot, so long as we are safe and comfortable.”

Det var denne ”et-skridt-frem-og-to-tilbage”-proces, som fik mig til at synes om romanen – til trods for dens mange lange og (i mine øjne) kedelige kapitler om borgerkrigen, både under, før og efter. Jeg har som sådan ikke noget imod krigs- eller historiske romaner, og det var da også ganske interessant at læse om det fra sydstaternes synspunkt, hvilket jeg ikke mener at have set meget af før. Men det er efter min mening ikke dér, Mitchell brillerer. Næ, det er snarere i scener fyldt med intens og anspændt kemi mellem de to hovedkarakterer, hvor man føler man er ved at briste af spænding om det mon er nu, der sker noget!

“He looked, and was, a man of lusty and unashamed appetites. He had an air of utter assurance, of displeasing insolence about him, and there was a twinkle of malice in his bold eyes as he stared at Scarlett, until finally feeling his gaze, she looked toward him.”

Havde ”Gone With the Wind” været en del kortere, kunne jeg godt være fristet til at give den fem hjerter, men som det er nu, holder jeg mig til de fire. Til trods for at jeg endnu ikke har besluttet om jeg faktisk kunne lide bogen eller ej!

“In the dull twilight of the winter afternoon she came to the end of the long road which had begun the night Atlanta fell. She had set her feet upon that road a spoiled, selfish and untried girl, full of youth, warm of emotion, easily bewildered by life. Now, at the end of the road, there was nothing left of that girl. Hunger and hard labor, fear and constant strain, the terrors of war and the terrors of Reconstruction had taken away all warmth and youth and softness. About the core of her being, a shell of hardness had formed and, little by little, layer by layer, the shell had thickened during the endless months.”

60. Little Women – Louise May Alcott (1868)

“I know they ill remember all I said to them, that they will be loving children to you, will do their duty faithfully, fight their bosom enemies bravely, and conquer themselves so beautifully that when I come back to them I may be fonder and prouder than ever of my little women.”

“Little Women” er skrevet helt tilbage i 1868, og det kan man godt mærke. Det er ikke en af de bøger, som forbliver tidløse til trods for deres ophøjede alder. Ikke desto mindre er bogen nummer 60 på listen og fremgår også af andre lignende lister. Det er en bog, som jeg faktisk har overvejet at læse flere gange, men har aldrig fået taget mig sammen til det før nu. Det er dog med ret ambivalente følelser, jeg nu har læst den færdigt.

På den ene side, synes jeg at “Little Women” er en vidunderlig bog. Den følger familien March gennem tykt og tyndt i omkring 15-20 år. Den spænder altså over ret lang tid. Dette har naturligvis både sine fordele og ulemper. Jeg kan godt lide, at man følger pigerne, mens de vokser op, fra små pigebørn til voksne kvinder med egne familier. Men nogle gange virker bogen lidt for overfladisk, måske netop af den grund. Når et så stort tidsrum skal dækkes, er det ikke muligt, at være alt for detaljeorienteret. Ikke engang i vigtige og kritiske passager.

Uanset om man bryder sig om romaner, der dækker så stort et tidsrum, eller ej, må man give den, at det er en smuk bog. Den afbilleder på skønneste vis en familie fyldt med piger i 1800-tallet. Man skal lige sluge et par halvfeministiske kameler undervejs, men det er nok kun at forvente. Derimod er forholdet mellem Mr. March og pigerne, Mr. og Mrs. March, Mrs. March og pigerne og især pigerne imellem virkeligt dejligt. Så dejligt faktisk, at man næsten får lyst til at snuppe en tidsrejse 150 år tilbage i tiden til trods for at man så må finde sig i at være fastlåst i den tids kønsroller – som dog bliver mildt udfordret flere gange i bogen.

“I want my daughters to be beautiful, accomplished, and good. To be admired, loved, and respected. To have a happy youth, to be well and wisely married, and to lead useful, pleasant lives, with as little care and sorrow to try them as God sees fit to send.”

En anden god ting er at pigerne er så forskellige og unikke hver især, men alligevel har et ideelt samspil. Man veksler som læser mellem hvilken, der er ens favorit, men det tror jeg netop er pointen. Der er ikke én af døtrene, der er “den gode” eller “den dårlige” eller en dominerende hovedperson som sådan (omend Jo nok alligevel er bogens bærende karakter). De er alle differentierede og tredimensionelle, som mennesker er flest. De har hver deres styrker og svagheder, som bliver fremhævet, bearbejdet og udviklet i løbet af bogen. Det er jeg ret vild med.

“But, you see, Jo wasn’t a heroine, she was only a struggling human girl like hundreds of others, and she just acted out her nature, being sad, cross, listless, or energetic, as the mood suggested.”

Alt i alt er det en bog, som jeg tror vil være god for især unge piger at læse. Moralen (for ja, sådan en er der) er, at man kan være sig selv uanset hvordan det selv måtte være. Det at den har en morale hinter dog imod en af bogens store ulemper efter min mening, for den kan godt blive lovligt belærende og prædikende til tider. Sidst nævnte i begge af ordets betydninger, for eftersom den er fra 1800-tallet, var religion stort og vigtigt, og det kan til tider godt tage overhånd. Men det er dog ikke værre, end at man kan læse det med lidt godt humør og lade det være ved det – det gjorde jeg i hvert fald.

“Now and then, in this workaday world, things do happen in the delightful storybook fashion, and what a comfort it is.”

Og hvis man nu vil tage sin Little Women-læsning hele vejen, kan man jo passende se filmatiseringen fra 1994. Den kan bl.a. ses på Netflix og kan anbefales – uanset om man har læst bogen eller ej. Og også selv om man (læs: jeg) normalt har det lidt stramt med Winona Ryder. Min eneste anke imod filmen er, at jeg synes at pigerne og Laurie er for gamle. Men det vænner man sig nu hurtigt til.

3. Pride and Prejudice – Jane Austen (1813)

“It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife.”

“Pride and Prejudice” (DK: “Stolthed og Fordom”) og Austens romaner generelt er, efter min erfaring, én af de ting, som man enten elsker eller hader. Da jeg første gang læste “Pride and Prejudice” var jeg meget imponeret, men jeg må indrømme at min begejstring denne gang var lettere forringet. Nok i høj grad netop fordi jeg havde læst den før (måske faktisk mere end én gang) samt set filmene et par gange. Det lægger naturligvis en dæmper på entusiasmen, at man allerede kender plottet, karaktererne og udfaldet. Ikke desto mindre, var jeg glad for at genlæse den.

Jeg har personligt altid været ret fascineret af Austens historier og, i særdeleshed, hendes skrivestil. Hendes ironiske distance til hendes egen samtid, som i denne bog er tydeligt personificeret via protagonisten Elizabeth Bennet, er ganske unik for romaner fra den tid – og stadig underholdende at læse i dag. Handlingen kan på overfladen virke næsten for simpel – én lang række af baller, middagsselskaber, gåture til byen og et par enkelte ture på landet, hvor det hurtigt står klart, at en kvindes vigtigste formål i livet er at finde en mand af passende parti og blive gift. End of story. Men hvis man formår at læse mellem linjerne, er det en umådeligt underholdende roman. Man står splittet mellem på den ene side at føle for døtrenes kvaler, og på den anden side at være komplet forbløffet over nogle af karakterernes tåbeligheder; her gør især Mrs. Bennet og Mr. Collins sig bemærket – på negativ vis. Og så er jeg jo altså især glad for den sarkasme, som flyder frit fra især Lizzie Bennet men også hendes far. Jane Austen er tydeligvis en af ironiens forfædre (formødre?).

Men man kan naturligvis ikke tale om “Pride and Prejudice” uden at tale om den herlige Mr. Darcy. Og ja, jeg er formentlig ligeså forgabt i ham som en stor del af resten af verdens kvinder. Lidt forudsigelig har man vel lov at være. Det er dog ikke Darcy alene, men snarere hans interaktioner og dynamik med Lizzie, som er trækplastret, efter min mening. Deres 1800-talsflirt er ganske henrivende (i øvrigt et ord, som jeg sjældent har brugt før). Og man føler tydeligt deres frustrationer over ikke at kunne kommunikere ordentligt, over de utallige misforståelser, der huserer imellem dem, og også generelt over samtidens normer, som også hindrer deres forening.

“There is, I believe, in every disposition a tendency to some particular evil – a natural defect, which not even the best education can overcome.”
“And YOUR defect is to hate everybody.”
“And yours,” he replied with a smile, “is willfully to misunderstand them.”

Selv om jeg var et godt stykke tid om at komme igennem bogen i denne ombæring, kan den stadig klart anbefales, i mine øjne. Selv hvis det ikke var en så vigtig del af vores vestlige samfunds klassiske litteratur og vores populærkultur, er det stadig en roman, som er værd at læse. Den er underholdende – både for kvinder og mænd (!) – og giver et vidunderligt indblik i denne del af 1800-tallets samfund. Endeligt er romanens hovedtema, at kærlighed og følelser ikke kan tøjles af anseelse eller stand i samfundet, økonomi eller forbindelser, men snarere lever i bedste velgående på tværs af disse forhindringer. Og det er vel om noget et universelt samt evigt aktuelt og relevant budskab!

Kort sagt: Den fortjener sin tredjeplads på listen.

“If any young men come for Mary or Kitty, send them in, for I am quite at leisure.”

52. The Time Traveler’s Wife – Audrey Niffenegger (2003)

“Don’t you think it’s better to be extremely happy for a short while, even if you lose it, than to be just okay for your whole life?”

Lige så snart jeg så denne bog som nummer 52 på listen, vidste jeg, at det skulle være den første jeg ville læse. Jeg var personligt ret begejstret for filmen (selvom mange andre vist ikke var det), så jeg havde på fornemmelsen, at bogen også ville være god. Og jeg tog absolut ikke fejl!

“The Time Traveler’s Wife” (på dansk: Den tidsrejsendes kvinde) handler om Henry, som kan rejse i tiden. Ofte forsvinder han pludselig fra nutiden og finder sig selv igen i fortiden eller fremtiden, oftest på et tidspunkt eller et sted, som har betydning i hans liv. I nutiden møder han første gang sin kone, når hun er 20 og han er 28. Ifølge Clare, har de dog kendt hinanden, siden hun var 6 år gammel, hvilket skyldes at den ældre Henry rejser tilbage i tiden og møder den yngre Clare med jævne mellemrum. Bogens plot tager naturligvis i høj grad udgangspunkt i de situationer, som opstår af Henrys tilstand – både de positive og de negative.

Jeg var ret vild med de indviklede forhold mellem fortid, nutid og fremtid. Den måde, hvorpå alt, der sker, allerede er sket, eller kommer til at ske senere i et parallelt liv igen, var ret fascinerende – om end også en smule forvirrende til tider. Jeg har ikke læst særligt meget litteratur om tidsrejser, så det kan sagtens blot skyldes min manglende erfaring på dette område, men jeg synes det er et fascinerende element i en roman, der ellers i høj grad centrerer om et kærlighedsforhold mellem to personer.

Romanen fungerer så at sige på tre niveauer. Dels er der tale om et interessant sci-fi-koncept, dels er det et utroligt ærligt portræt af de to hovedkarakterer, og dels er det en dybfølt og rørende kærlighedshistorie. Samspillet mellem disse tre elementer gør, at det nok er en af de bedste bøger, jeg har læst længe!