4. The Lord of the Rings – J.R.R. Tolkien (1954)

lotr

“Few can foresee whither their road will lead them, till they come to its end.”

Selv – eller måske netop især! – som bogelsker, er der nogle bøger, især af klassikervarianten for mit vedkommende, som man kan have det ret ambivalent med. Tolkiens “The Lord of the Rings”-trilogi (dk: Ringenes Herre) har, så længe jeg kan huske, været iblandt dem for mig. Jeg husker, at jeg som ret ung forsøgte at gå i gang med dem, men ret hurtigt blev slået ud af de lange yderst deskriptive passager, som måske også er lige i overkanten for en “ny” læser. Og det er dét indtryk, der har holdt ved helt op til dags dato, hvor jeg vist godt kan tillade at kalde mig en lidt mere erfaren læser. Ikke desto mindre har jeg længe gerne ville læse bøgerne sådan rigtigt – især fordi filmatiseringerne er nogle af mine yndlingsfilm samt at jeg jo faktisk var ret begejstret for Hobbitten. Så nu skulle det være!

Jeg læste de tre bøger, “The Fellowship of the Ring”, “The Two Towers” og “The Return of the King” ud i én køre, og så vidt jeg har kunne læse mig frem til, var det da også Tolkiens oprindelige intention, at bøgerne skulle læses som ét samlet værk. Derfor anmelder jeg dem også som sådan her.

“It needs but one foe to breed a war, not two, (…) And those who have not swords can still die upon them.”

Jeg skal være den første til at indrømme, at min tøven i forhold til at læse LOTR blev gjort til skamme, for det er jo virkeligt en velskreven bogserie. Alene det, at man som forfatter formår at skabe et så velfungerende og detaljeret univers, med uendeligt mange racer, fiktive sprog, verdenshistorier, kongerækker m.m., imponerer og forundrer mig til stadighed! Men jeg havde jo altså heller ikke forventet at få en dårlig læseoplevelse ud af. Det, jeg havde forventet, var dog en til tider langsommelig og langtrukken læseoplevelse, og det kan jeg desværre ikke sige mig helt fri for. Til trods for at der jo officielt set sker rigtigt mange ting i løbet af de tre bøger, følte jeg alligevel ofte, at der ikke var så meget handling. Jeg skal ikke kunne sige, om dette paradoks skyldes, at jeg allerede kendte historien ret godt fra filmene, eller om de er skrivestilen. Det er dog desværre noget, der gjorde, at jeg var en del længere tid om at læse disse bøger, end jeg normalt er om at læse.

“It is a lovely language, but it takes a very long time to say anything in it, because we do not say anything in it, unless it is worth taking a long time to say, and to listen to.”

Af denne grund får trilogien også “kun” 4 stjerner. For indholds- og plotmæssigt er den helt til topkarakter. Noget andet, der er til topkarakter, er naturligvis Tolkiens sprog. Han forstår om noget at udnytte alle facetter heraf, til både alvor og humor, og han formår, til trods for et enormt persongalleri, at få læsere til at interessere sig for hver eneste karakter, hvilket samlet set gør hans bøger til en ren nydelse at læse – til trods for langsommeligheden.

“Deserves death! I daresay he does. Many that live deserve death. And some die that deserve life. Can you give that to them? Then be not too eager to deal out death in the name of justice, fearing for your own safety. Even the wise cannot see all ends.”

“The wolf that one hears is worse than the orc that one fears.”
“True!” said Aragorn, loosening his sword in its sheath. “But where the warg howls, there also the orc prowls.”

Alt i alt er “The Lord of the Rings” klart en anbefalelsesværdig trilogi, og hvis man i forvejen kan lide fantasy og/eller LOTR-filmene og -universet, er der nærmest ingen undskyldning for ikke atl æse dem – så længe man er indforstået med, at det måske vil tage lidt tid og standhaftighed!

“Well, this has been the nicest chat I’ve had in a month of Mondays.”

2013 – året i bøger

Det ville jo være en lodret løgn at sige, at der har været meget gang i denne blog i løbet af 2013. Den har godt nok ikke optaget meget spalteplads, men ikke desto mindre lever den faktisk stadig! Jeg har bare ikke fået læst særligt mange bøger fra listen i ’13, hvilket jo naturligt nok forhindrer en særligt høj produktivitet i forhold til indlæg og anmeldelser.

Alligevel vælger jeg at lave et kort opsamlingsindlæg over min læsning i løber af 2013, ligesom jeg også gjorde sidste år for ’12. I 2012 læste jeg helt vildt mange bøger – faktisk 213, som I måske husker. I 2013 nåede jeg “kun” op på lidt over halvdelen, men jeg er faktisk alligevel ganske tilfreds. Herunder kan I se min læsning i 2013 i tal, sammenlignet med 2012′s i parentes:

Antal bøger læst: 117 (213)

Antal sider læst (iflg. goodreads): 41910 (59266)

Gennemsnitlig boglængde: 358,21 sider (278,24)

Antal bøger læst fra listen: 3 læst i 2013 – i alt 13 down, 87 to go

Visuel oversigt fra goodreads:

Bøger 2013

Nedenstående collage er alle de bøger, jeg har givet 5 stjerner – i alt 22. Hold musen over for at se titel og forfatter, og klik på billedet for at komme til bogens Goodreads-side:

Hvordan har jeres 2013 læseår været? Jeg har sat mig et mål om at få læst mindst 100 bøger igen i 2014 – det skulle nok være ladsiggørligt, tænker jeg! Har I nogle mål eller nytårsforsætter, der vedrører læsning og bøger? :)

Husk i øvrigt, at I selvfølgelig altid kan følge med i min læsning uden for bloggen her på min Goodreads-profil :D

Og så ønsker jeg jer naturligvis et rigtigt godt nytår her et par dage for sent!

50. Watership Down – Richard Adams (1972)

watership-down

Til trods for at jeg, min sædvanlige læsehastighed taget i betragtning, har været forholdsvist længe om at få læst Richard Adams’ “Watership Down” (DK: Kaninbjerget), er det ikke nødvendigvis en indikator for min holdning til bogen efter endt læsning. “Watership Down” er den 50. bog på listen og falder som sådan lige præcist i midten. Og sådan har jeg det faktisk også med bogen her hvor jeg endelig er blevet færdig. Den falder midt imellem uden dog som sådan at være bare middelmådig. Det er ikke en bog, jeg rigtigt blev fanget af, men samtidig heller ikke en, jeg fik lyst til at droppe igen – eller en, jeg vil fraråde andre at læse.

Watership Down er officielt en børnebog, som Richard Adams faktisk skrev for og til sine egne børn. Det er dog en af den slags børnebøger, som snildt kan læses og nydes af voksne uden børn til stede. Og jeg vil faktisk vove at påstå, at man ikke engang behøver at være en voksen med evigt barnlig sjæl, som jeg, for at det er en ganske fin bog. Dette skyldes måske netop, at bogen faktisk ikke fremstår særligt “børneagtig” i sin handling. Den handler ganske vist om kaniner, men disse kaniner bliver godt nok udsat for lidt af hvert, og jeg ville personligt tøve med at læse den højt for mine børn, hvis jeg havde nogle. Til tider blev bogen faktisk ret brutal og det var lige før, at jeg blev lidt bange – eller i hvert fald svagt foruroliget – af og til!

“All the world will be your enemy, Prince of a Thousand enemies. And when they catch you, they will kill you. But first they must catch you; digger, listener, runner, Prince with the swift warning. Be cunning, and full of tricks, and your people will never be destroyed.” 

En af de ting, der gør “Watership Down” til noget særligt og unikt er, at det netop er kaniner, der er vores protagonister. Kaninerne er dog antropomorfe, hvilket bevirker, at jeg jævnligt under min læsning helt glemte, at det faktisk var kaniner, jeg sad og læste om, og ikke mennesker. Antropomorfismen er dog umådeligt velbalanceret heri, og til trods for kaninernes påduttede menneskelige træk, er der alligevel bibeholdt nok af deres dyriskhed og særegne kaninegenskaber til, at det stadig føles troværdigt og ikke påtaget. Alle kaninerne har hver deres unikke personlig, på samme måde som mennesker har det.  Jeg fandt generelt hele kanintemaet ganske fascinerende, herunder både alle de ting, jeg lærte om vilde kaniner og deres liv i naturen, men også de mere fiktive historier, som fx kaninernes egen mytologi, som bl.a. indbefattede flere guder og myter, præcist på samme måde som vi mennesker altid har haft myter og historier til at forklare og underholde. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange af de ting, jeg “lærte” om kaniner, som faktisk passer i virkeligheden – selv om det nu virkede ganske troværdigt det hele. Men bogen formåede trods min skepticisme at interessere mig – til trods for at det jo altså handler om kaniner, hvilket normalt ikke er noget, der ville tiltrække mig ved en bog!

“Animals don’t behave like men,’ he said. ‘If they have to fight, they fight; and if they have to kill they kill. But they don’t sit down and set their wits to work to devise ways of spoiling other creatures’ lives and hurting them. They have dignity and animality.”

Bogen er særdeles velskrevet og i et velfungerende sprog. Hvert kapitel indledes af et kort citat fra et andet værk, og disse epigrafer er alle velvalgte og hjælper til med at sætte tonen for det kommende afsnit. Man aner svagt, hvad der vil ske i kapitlet, men det er først, når man har vendt kapitlets sidste side, at citatet i starten rigtigt giver mening. Alt i alt er “Watership Down” en bog om kaniner, men som handler om meget og mere end bare kaniner. Det er en historie om venskab, familie og kærlighed. Det er en historie om overlevelse, stædighed og at stå inde for det, man tror på, og det, der er rigtigt. Men mest af alt er det en historie om en gruppe personer (ikke bare kaniner), som begiver sig ud på en søgen efter deres lykkelige slutning. Og uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt sige, at det ender ret lykkeligt til sidst (det er vel en børnebog!).

“A thing can be true and still be desperate folly.” 

5. The Catcher in the Rye – J.D. Salinger (1951)

Den største risiko for mig ved at læse disse såkaldte klassikere er nok faren for at blive skuffet. Personligt kan jeg ikke undgå at få ret høje forventninger, når en bog har/får klassikerstatus og dermed kan det blive vanskeligt at læse bogen uden de forventninger in mente. Dette var nok til dels en del af problemet for mig i min læsning af J.D. Salingers “The Catcher in the Rye” (DK: Forbandede ungdom) – for, ærligt talt? Jeg kunne virkeligt ikke lide den. Faktisk er jeg tæt på at sige, at jeg hadede den. Jeg har i hvert fald svært ved at finde bare én ting, som jeg brød mig om ved den, og det siger altså noget om min antipati mod denne bog.

“What I really felt like, though, was committing suicide. I felt like jumping out the window. I probably would’ve done it, too, if I’d been sure somebody’d cover me up as soon as I landed. I didn’t want a bunch of stupid rubbernecks looking at me when I was all gory.”

Jeg vil tro, at det der mest af alt gjorde det svært for mig at holde bare lidt af “The Catcher in the Rye” var hovedpersonen Holden Caulfield. Det er formentligt et navn, som de fleste der begår sig bare lidt inden for litteraturens verden, har hørt om. Holden Caulfield er nemlig en ganske ikonisk hovedperson, men den eneste nogenlunde fornuftige grund hertil, som jeg kan komme på, må være hans helt absolutte mangel på sympatiske karaktertræk. Holden Caulfield var, for mig, en helt og aldeles usympatisk og utiltalende hovedperson. Han er hyklerisk og dobbeltmoralsk. Han er fordomsfuld. Han er doven og stædig og umoden grænsende til det barnlige. Han er uærlig og lyver konstant. Sidstnævnte indrømmer han selv blankt. Den eneste ene ting, jeg kunne lide ved ham, var hans forhold til sin søster, som desværre kun spiller en mindre rolle i det store og hele. Kort sagt: Jeg hadede Holden Caulfield.

“The mark of the immature man is that he wants to die nobly for a cause, while the mark of the mature man is that he wants to live humbly for one.”

“The Catcher in the Rye” foregår sidst i 40′erne, hvor Holden er blev bortvist fra endnu en skole og i forsøget på at udsætte konfrontationen med sine forældre skjuler sig i New York i et par dage. Her bruger han alle sine penge – en mindre formue – på skandaløst kort tid. Han smider nærmest om sig med pengene og giver drinks til både højre og venstre. Han går på dates og hænger ud med piger og folk, som han i virkeligheden ikke kan fordrage. Han drikker, ryger og bander som en sømand, men ser samtidig ned på folk, der gør det samme, som fx en af hans tidligere lærere, som ellers er venlig nok til at lade ham overnatte på sin sofa – omend det er muligt, at hans intentioner bag ikke er helt uskyldige. Generelt gjorde Holdens par døgn på egen hånd i NYC mig kun i dårligt humør – hvilket desuden desværre kan siges at være symptomatisk for hele bogen.

“People are always ruining things for you.”

Det første lange stykke af bogen, tænkte jeg, at det måske bare var mig, der ikke forstod bogen. Det er jo fuldt ud muligt og er skam sket før ;) Men jeg tror ærligt talt, at jeg har rimeligt godt greb om bogens præmis. Groft forsimplet: Holden er en ung mand, som er bange for at blive voksen og for forandring generelt, hvorfor han gør sit bedste for at undgå det. Hans højeste drøm er at kunne gemme sig for denne forandring, som jo ellers er en rimelig essentiel del af livet, for evigt – enten ved at krybe i skjul som eremit i en afsidesliggende hytte eller ved at bruge sit liv på at redde børn fra at miste deres uskyldighed og herved blive i barndommens uvidende lyksalighed (jf. desuden baggrunden for bogens engelske titel, som jeg dog ikke vil afsløre her). Jeg er ret overbevist om, at jeg forstår Holden – til en vis grad i hvert fald. Han er i virkeligheden nok bare en meget trist, ensom og ret deprimeret dreng, som iklæder sig en facade af blasert nonchalance for at undgå at blive afsløret som det, han virkelig er – en lille dreng, der er ufatteligt bange for at vokse op og skulle tage ansvar. Det kan de fleste af os faktisk nok godt sætte os ind i. I virkeligheden er Holden nok ligesom mange andre er på grænsen mellem barndom og voksenlivet: fuld af angst og stædig modvilje. Det forstår jeg godt. Men forståelse er desværre ikke nok.

“Certain things they should stay the way they are. You ought to be able to stick them in one of those big glass cases and just leave them alone. I know that’s impossible, but it’s too bad anyway.”

Hvis jeg ikke allerede syntes, at jeg har brugt rigeligt spalteplads på at kritisere “The Catcher in the Rye”, kunne jeg fortælle yderligere om, hvordan sproget er monotont og uinspirerende at læse, hvordan prosaen fremstår mere som én lang monolog fra en ikke særligt velformuleret teenager, der bander og svovler så meget, at det virker påtaget, og at handlingen generelt kedede mig og på nogle punkter kunne ligestilles med at se græsset gro. Men I har vist fanget, at denne bog ikke var noget for mig. Men nu har jeg læst den, og så kan jeg da i det mindste holde op med at ærgre mig over, at den så længe har stået ulæst hen. Det må være dét lyspunkt, jeg ledte efter. Den bliver i hvert fald ikke læst igen, hvis jeg på nogen måde kan undgå det, det er sikkert og vist!

“All morons hate it when you call them a moron.”

Har du læst “The Catcher in the Rye”? Hvad syntes du om den? Jeg vil meget gerne høre fra dig – og især, hvis du har en helt anden opfattelse af bogen end jeg!

23. Gone With the Wind – Margaret Mitchell (1936)

Set against the dramatic backdrop of the American Civil War, Margaret Mitchell’s epic love story is an unforgettable tale of love and loss, of a nation mortally divided and its people forever changed. At the heart of all this chaos is the story of beautiful, ruthless Scarlett ‘O’ Hara and the dashing soldier of fortune, Rhett Butler.


Hvis jeg sagde, at “Gone With the Wind” (DK: Borte med blæsten) var en let og fornøjelig bog at læse, ville jeg lyve værre, end selv Scarlett gør gennem størstedelen af den over 1000 sider lange roman. Den var lang, langsommelig og langtrukken og jeg var lang tid om at komme igennem. Men jeg er ikke desto mindre glad for, at jeg valgte at holde ud til sidste side. “Gone With the Wind” er en rutsjebanetur at læse, på både godt og ondt. En lang tur på en rutsjebane af dén type, hvor man fire femtedele af turen kører stille og roligt opad mod en stejl nedstigning, som er så langt  væk, at man slet ikke kan ane den i horisonten, før det er for sent. Det er en rutsjebanetur af den slags, som efterfølgende efterlader én svagt kvalm men alligevel med en lyst – nærmest en uovervindelig trang – til at prøve den igen – for det kan da ikke passe, at det hele var så ubehageligt, som man husker? Der må da have været nogle gode ting også!

“Why, she had never had to do a thing for herself in all her life. There had always been someone to do things for her. It was incredible that she could be in such a fix. Not a friend, not a neighbor to help her. There had always been friends, neighbors, the competent hands of willing slaves. And now in this hour of greatest need, there was no one. it was incredible that she could be so completely alone, and frightened, and far from home.”

”Gone With the Wind” er én lang emotionel glidebane, og det er af dén grund, at jeg giver den fire hjerter, til trods for at den til tider virkede uendeligt lang, og jeg flere gange var ved at give op. På mange punkter mindede den mig om Emily Brontës ”Wuthering Heights” – både med hensyn til den følelsesmæssige hvirvelvind, men også fordi Mitchell har formået, på samme måde som Brontë gjorde det, at skabe en historie, hvor de to hovedpersoner begge er fantastisk usympatiske på hver sin måde, men hvor man alligevel et eller andet sted – hvor utroligt det end lyder – bryder sig om, hvad der sker med dem. Det kræver altså sin forfatter at skrive sådan et narrativ.

”Sir,” she said, ”you are no gentleman!”
”An apt observation,” he answered airily. ”And, you, Miss, are no lady.”

Scarlett O’Hara er nok den mest overfladiske, egoistiske og tomhjernede gås, men alligevel er hun så stædig og har sådan en jernvilje, at man ikke kan lade være med at beundre hende for det, i stedet for at blive forfærdet over hendes egoisme.

“As usual in the very young, she marveled that people could be so selfishly oblivious to her pain and the world rock along just the same, in spite of her heartbreak.”

Ligeledes er Rhett så arrogant, bedrevidende og overlegen, at det halve kunne være nok. Men hans – indrømmet, sjældne – øjeblikke af altruisme over for sine medmennesker eller, især, ømhed rettet mod Scarlett opvejer i høj grad hans mindre sympatiske karaktertræk.

“Bravo! Now you are beginning to think for yourself instead of letting others think for you. That’s the beginning of wisdom.”

Uden at afsløre for meget, kan jeg nok godt tillade mig at sige, at det er forholdet mellem Scarlett og Rhett, der er det store trækplaster for romanen. Sådan var det i hvert fald for mig, og det er formentligt også dét, de fleste tænker på, når de hører navnet ”Gone With the Wind” eller ”Borte med Blæsten” – uanset om de har læst bogen eller ej. Deres romance er både langtrukken og højtflyvende, temperamentsfuld og tungsindig. Men det fungerer!

“No, my dear, I’m not in love with you, no more than you are with me, and if I were, you would be the last person I’d ever tell. God help the man who ever really loves you. You’d break his heart, my darling, cruel, destructive little cat who is so careless and confident she doesn’t even trouble to sheathe her claws.”

Det er et af de tilfælde, hvor de begge er så usympatiske, at man med det samme ser, at de må være skabt for hinanden. Men samtidig er de begge så stædige, at de er nogle af de sidste til at indrømme det.

“I love you, Scarlett, because we are so much alike, renegades, both of us, dear, and selfish rascals. Neither of us cares a rap if the whole world goes to pot, so long as we are safe and comfortable.”

Det var denne ”et-skridt-frem-og-to-tilbage”-proces, som fik mig til at synes om romanen – til trods for dens mange lange og (i mine øjne) kedelige kapitler om borgerkrigen, både under, før og efter. Jeg har som sådan ikke noget imod krigs- eller historiske romaner, og det var da også ganske interessant at læse om det fra sydstaternes synspunkt, hvilket jeg ikke mener at have set meget af før. Men det er efter min mening ikke dér, Mitchell brillerer. Næ, det er snarere i scener fyldt med intens og anspændt kemi mellem de to hovedkarakterer, hvor man føler man er ved at briste af spænding om det mon er nu, der sker noget!

“He looked, and was, a man of lusty and unashamed appetites. He had an air of utter assurance, of displeasing insolence about him, and there was a twinkle of malice in his bold eyes as he stared at Scarlett, until finally feeling his gaze, she looked toward him.”

Havde ”Gone With the Wind” været en del kortere, kunne jeg godt være fristet til at give den fem hjerter, men som det er nu, holder jeg mig til de fire. Til trods for at jeg endnu ikke har besluttet om jeg faktisk kunne lide bogen eller ej!

“In the dull twilight of the winter afternoon she came to the end of the long road which had begun the night Atlanta fell. She had set her feet upon that road a spoiled, selfish and untried girl, full of youth, warm of emotion, easily bewildered by life. Now, at the end of the road, there was nothing left of that girl. Hunger and hard labor, fear and constant strain, the terrors of war and the terrors of Reconstruction had taken away all warmth and youth and softness. About the core of her being, a shell of hardness had formed and, little by little, layer by layer, the shell had thickened during the endless months.”

2012 – året i bøger

Nu er vi jo som bekendt på allersidste dag på året, og så er det vel passende med en lille opridsning af årets bøger. Og hold nu op, hvor har der været mange! Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har læst så mange bøger på ét år før, så her får I 2012′s bøger i tal:

Antal bøger læst: 213

Antal sider læst (iflg. goodreads): 59266

Gennemsnitlig boglængde: 278,24 sider

Antal bøger læst fra listen: 10 down, 90 to go

Top 3 fra listen (klik på billederne for at gå til det pågældende blogindlæg):

To Kill a Mockingbird - Harper Lee The Time Traveler's Wife - Audrey Niffenegger The Hobbit - J.R.R. Tolkien

Visuel oversigt fra goodreads (NB: antal bøger passer ikke, da jeg har læst 5 af dem to gange, og det kan goodreads ikke registrere ;) ):

Bøger 2012

Alt i alt kan vi vist konkludere, at det har været et helt fantastisk læseår for mig! Og jeg håber at denne læselyst og -iver fortsætter i 2013. P.t. har jeg i hvert fald en to-read-liste på omkring 427 plus det løse, så der er nok at tage fat i ;)

Hvordan har jeres 2012 læseår været?

Og så ønsker jeg jer naturligvis et rigtigt godt nytår!

64. Life of Pi – Yann Martel (2001)

“I have a story that will make you believe in God.”

Således indleder Yann Martel romanen “Life of Pi” (DK: Pis Liv); med et løfte om at denne bog og denne historie vil få dig til at tro på Gud. Det er jeg dog langt fra enig – ærligt talt fik den mig snarere til at være endnu mere forundret over, at der er nogle, der kan tro på Gud(er), selv når de står over for de værste udfordringer, man kan forestille sig.

“I must say a word about fear. It is life’s only true opponent. Only fear can defeat life.”

Da jeg læste beskrivelsen om “Life of Pi” forventede jeg faktisk lidt, at det ville være en slags voksen udgave af “Sofies Verden” bare med religion i stedet for filosofi. Dette viste sig dog ikke at være tilfældet. Der er religion i bogen, ja, og en lidt special slags, eftersom hovedperson Pi Patel holder sig til hele tre religioner på én gang: kristendom, islam og hinduisme. Men det er kun i den første tredjedel af bogen, at vi rigtigt hører noget om disse religioners forskelle, fordele og ulemper. Resten af tiden er hans tro mere af den allestedsnærværende og altomfattende slags. Den slags, hvor hans lidelser ses som en del af Guds overordnede plan og ikke bare virkeligt dårligt held.

“Things didn’t turn out the way they were supposed to, but what can you do? You must take life the way it comes at you and make the best of it.”

Kort sagt, handler “Life of Pi” om en 16-årig dreng, som, efter en sejltur, der gik så galt som det kan gå, mister sin familie og finder sig selv skibbruden på en redningsbåd med en hyæne, en orangutang, en zebra og en kæmpestor og kæmpefarlig bengalsk tiger som eneste selskab. Naturen skrider ind, og det går, som man måtte forvente – survival of the fittest og alt det dér – og efter et par uger er der kun tigeren, Richard Parker, og Pi selv tilbage. Og det er nu, det bliver rigtigt spændende. Hvordan skal en sølle 16-årig indisk dreng overleve mod et af de største og farligste rovdyr, der findes. Selv med sine 16 års erfaring fra dyrepasning og zoologiske haver, har Pi virkeligt fået en opgave for sig.

“All living things contain a measure of madness that moves them in strange, sometimes inexplicable ways. This madness can be saving; it is part and parcel of the ability to adapt. Without it, no species would survive.”

Før jeg begyndte at læse “Life of Pi” og selv undervejs i omkring den første tredjedel eller deromkring, var jeg overbevist om, at bogen ikke var noget for mig. At jeg ville finde den kedelig, langtrukken eller bare uinteressant. Det endte dog helt modsat. Den starter lidt langsomt og rodet, ja, men det ender med at være en helt utroligt smuk bog, med mange dybe og gribende observationer om livet – både det helt jordnære, som vi kan se og føle, samt det metafysiske. Observationer om religion og tro, og om at de forskellige religioner i virkeligheden ikke er så forskellige, når det kommer til stykket.

“Hindus, in their capacity for love, are indeed hairless Christians, just as Muslims, in the way they see God in everything, are bearded Hindus, and Christians, in their devotion to God, are hat-wearing Muslims.”

For Pi er den største og vigtigste fællesnævner, at man elsker Gud – og det gør han! Med hele sit hjerte, selv i denne helt ekstreme situation, hvor han som menneske til sidst bliver kondenseret til de helt basale overlevelsesinstinkter og på nogle tidspunkter ikke er meget forskellig fra Richard Parker, tigeren.

“When your own life is threatened, your sense of empathy is blunted by a terrible, selfish hunger for survival.”

Bogen er skrevet som værende en sand historie, som forfatteren Yann Martel har fået fra Pi selv. Eller i hvert fald som værende den sandhed, Pi tror på at have (over)levet. Hvorvidt dette passer eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Måske er det sandt, måske ikke. I begge tilfælde er det en fantastisk historie!

”That’s what fiction is about, isn’t it, the selective transforming of reality? The twisting of it to bring out its essence?”

“Life of Pi” blev en komplet vendekåbe i mit hoved. Jeg gik fra at forvente ikke at kunne lide den, over ikke at nære særligt varme følelser for den i den første tredjedel, til at vende 180º og investere mig 100% i Pi og Richard Parkers historie. Slutningen var lige som den skulle være, synes jeg. Hjertevarm som resten af bogen også er dybest set, men alligevel med en vis mængde mystik, der gør at man ikke helt kan slippe historien, selv efter sidste side er vendt. Var det sandt? Var det hele bare en historie for at dække over noget mere realistisk men samtidig mere brutalt. Var Pi tigeren? Var der overhovedet en tiger? Og overlevede han overhovedet?

“Life on a lifeboat isn’t much of a life. It is like an end game in chess, a game with few pieces. The elements couldn’t be more simple, nor the stakes higher. Physically it is extraordinarily arduous, and morally it is killing. You must make adjustments if you want to survive. Much becomes expendable. You get your happiness where you can. You reach a point where you’re at the bottom of hell, yet you have your arms crossed and a smile on your face, and you feel you’re the luckiest person on earth. Why? Because at your feet you have tiny dead fish.”