23. Gone With the Wind – Margaret Mitchell (1936)

Set against the dramatic backdrop of the American Civil War, Margaret Mitchell’s epic love story is an unforgettable tale of love and loss, of a nation mortally divided and its people forever changed. At the heart of all this chaos is the story of beautiful, ruthless Scarlett ‘O’ Hara and the dashing soldier of fortune, Rhett Butler.

---

Hvis jeg sagde, at “Gone With the Wind” (DK: Borte med blæsten) var en let og fornøjelig bog at læse, ville jeg lyve værre, end selv Scarlett gør gennem størstedelen af den over 1000 sider lange roman. Den var lang, langsommelig og langtrukken og jeg var lang tid om at komme igennem. Men jeg er ikke desto mindre glad for, at jeg valgte at holde ud til sidste side. “Gone With the Wind” er en rutsjebanetur at læse, på både godt og ondt. En lang tur på en rutsjebane af dén type, hvor man fire femtedele af turen kører stille og roligt opad mod en stejl nedstigning, som er så langt  væk, at man slet ikke kan ane den i horisonten, før det er for sent. Det er en rutsjebanetur af den slags, som efterfølgende efterlader én svagt kvalm men alligevel med en lyst – nærmest en uovervindelig trang – til at prøve den igen – for det kan da ikke passe, at det hele var så ubehageligt, som man husker? Der må da have været nogle gode ting også!

“Why, she had never had to do a thing for herself in all her life. There had always been someone to do things for her. It was incredible that she could be in such a fix. Not a friend, not a neighbor to help her. Thee had always been friends, neighbors, the competent hands of willing slaves. And now in this hour of greatest need, there was no one. it was incredible that she could be so completely alone, and frightened, and far from home.”

”Gone With the Wind” er én lang emotionel glidebane, og det er af dén grund, at jeg giver den fire hjerter, til trods for at den til tider virkede uendeligt lang, og jeg flere gange var ved at give op. På mange punkter mindede den mig om Emily Brontës ”Wuthering Heights” – både med hensyn til den følelsesmæssige hvirvelvind, men også fordi Mitchell har formået, på samme måde som Brontë gjorde det, at skabe en historie, hvor de to hovedpersoner begge er fantastisk usympatiske på hver sin måde, men hvor man alligevel et eller andet sted – hvor utroligt det end lyder – bryder sig om, hvad der sker med dem. Det kræver altså sin forfatter at skrive sådan et narrativ.

”Sir,” she said, ”you are no gentleman!”
”An apt observation,” he answered airily. ”And, you, Miss, are no lady.”

Scarlett O’Hara er nok den mest overfladiske, egoistiske og tomhjernede gås, men alligevel er hun så stædig og har sådan en jernvilje, at man ikke kan lade være med at imponere hende for det, i stedet for at blive forfærdet over hendes egoisme.

“As usual in the very young, she marveled that people could be so selfishly oblivious to her pain and the world rock along just the same, in spite of her heartbreak.”

Ligeledes er Rhett så arrogant, bedrevidende og overlegen, at det halve kunne være nok. Men hans – indrømmet, sjældne – øjeblikke af altruisme over for sine medmennesker eller, især, ømhed rettet mod Scarlett opvejer i høj grad hans mindre sympatiske karaktertræk.

“Bravo! Now you are beginning to think for yourself instead of letting others think for you. That’s the beginning of wisdom.”

Uden at afsløre for meget, kan jeg nok godt tillade mig at sige, at det er forholdet mellem Scarlett og Rhett, der er det store trækplaster for romanen. Sådan var det i hvert fald for mig, og det er formentligt også dét, de fleste tænker på, når de hører navnet ”Gone With the Wind” eller ”Borte med Blæsten” – uanset om de har læst bogen eller ej. Deres romance er både langtrukken og højtflyvende, temperamentsfuld og tungsindig. Men det fungerer!

“No, my dear, I’m not in love with you, no more than you are with me, and if I were, you would be the last person I’d ever tell. God help the man who ever really loves you. You’d break his heart, my darling, cruel, destructive little cat who is so careless and confident she doesn’t even trouble to sheathe her claws.”

Det er et af de tilfælde, hvor de begge er så usympatiske, at man med det samme ser, at de må være skabt for hinanden. Men samtidig er de begge så stædige, at de er nogle af de sidste til at indrømme det.

“I love you, Scarlett, because we are so much alike, renegades, both of us, dear, and selfish rascals. Neither of us cares a rap if the whole world goes to pot, so long as we are safe and comfortable.”

Det var denne ”et-skridt-frem-og-to-tilbage”-proces, som fik mig til at synes om romanen – til trods for dens mange lange og (i mine øjne) kedelige kapitler om borgerkrigen, både under, før og efter. Jeg har som sådan ikke noget imod krigs- eller historiske romaner, og det var da også ganske interessant at læse om det fra sydstaternes synspunkt, hvilket jeg ikke mener at have set meget af før. Men det er efter min mening ikke dér, Mitchell brillerer. Næ, det er snarere i scener fyldt med intens og anspændt kemi mellem de to hovedkarakterer, hvor man føler man er ved at briste af spænding om det mon er nu, der sker noget!

“He looked, and was, a man of lusty and unashamed appetites. He had an air of utter assurance, of displeasing insolence about him, and there was a twinkle of malice in his bold eyes as he stared at Scarlett, until finally feeling his gaze, she looked toward him.”

Havde ”Gone With the Wind” været en del kortere, kunne jeg godt være fristet til at give den fem hjerter, men som det er nu, holder jeg mig til de fire. Til trods for at jeg endnu ikke har besluttet om jeg faktisk kunne lide bogen eller ej!

“In the dull twilight of the winter afternoon she came to the end of the long road which had begun the night Atlanta fell. She had set her feet upon that road a spoiled, selfish and untried girl, full of youth, warm of emotion, easily bewildered by life. Now, at the end of the road, there was nothing left of that girl. Hunger and hard labor, fear and constant strain, the terrors of war and the terrors of Reconstruction had taken away all warmth and youth and softness. About the core of her being, a shell of hardness had formed and, little by little, layer by layer, the shell had thickened during the endless months.”

2012 – året i bøger

Nu er vi jo som bekendt på allersidste dag på året, og så er det vel passende med en lille opridsning af årets bøger. Og hold nu op, hvor har der været mange! Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har læst så mange bøger på ét år før, så her får I 2012′s bøger i tal:

Antal bøger læst: 213

Antal sider læst (iflg. goodreads): 59266

Gennemsnitlig boglængde: 278,24 sider

Antal bøger læst fra listen: 10 down, 90 to go

Top 3 fra listen (klik på billederne for at gå til det pågældende blogindlæg):

Visuel oversigt fra goodreads (NB: antal bøger passer ikke, da jeg har læst 5 af dem to gange, og det kan goodreads ikke registrere ):

Alt i alt kan vi vist konkludere, at det har været et helt fantastisk læseår for mig! Og jeg håber at denne læselyst og -iver fortsætter i 2013. P.t. har jeg i hvert fald en to-read-liste på omkring 427 plus det løse, så der er nok at tage fat i

Hvordan har jeres 2012 læseår været?

Og så ønsker jeg jer naturligvis et rigtigt godt nytår!

64. Life of Pi – Yann Martel (2001)

“I have a story that will make you believe in God.”

Således indleder Yann Martel romanen “Life of Pi” (DK: Pis Liv); med et løfte om at denne bog og denne historie vil få dig til at tro på Gud. Det er jeg dog langt fra enig – ærligt talt fik den mig snarere til at være endnu mere forundret over, at der er nogle, der kan tro på Gud(er), selv når de står over for de værste udfordringer, man kan forestille sig.

“I must say a word about fear. It is life’s only true opponent. Only fear can defeat life.”

Da jeg læste beskrivelsen om “Life of Pi” forventede jeg faktisk lidt, at det ville være en slags voksen udgave af “Sofies Verden” bare med religion i stedet for filosofi. Dette viste sig dog ikke at være tilfældet. Der er religion i bogen, ja, og en lidt special slags, eftersom hovedperson Pi Patel holder sig til hele tre religioner på én gang: kristendom, islam og hinduisme. Men det er kun i den første tredjedel af bogen, at vi rigtigt hører noget om disse religioners forskelle, fordele og ulemper. Resten af tiden er hans tro mere af den allestedsnærværende og altomfattende slags. Den slags, hvor hans lidelser ses som en del af Guds overordnede plan og ikke bare virkeligt dårligt held.

“Things didn’t turn out the way they were supposed to, but what can you do? You must take life the way it comes at you and make the best of it.”

Kort sagt, handler “Life of Pi” om en 16-årig dreng, som, efter en sejltur, der gik så galt som det kan gå, mister sin familie og finder sig selv skibbruden på en redningsbåd med en hyæne, en orangutang, en zebra og en kæmpestor og kæmpefarlig bengalsk tiger som eneste selskab. Naturen skrider ind, og det går, som man måtte forvente – survival of the fittest og alt det dér – og efter et par uger er der kun tigeren, Richard Parker, og Pi selv tilbage. Og det er nu, det bliver rigtigt spændende. Hvordan skal en sølle 16-årig indisk dreng overleve mod et af de største og farligste rovdyr, der findes. Selv med sine 16 års erfaring fra dyrepasning og zoologiske haver, har Pi virkeligt fået en opgave for sig.

“All living things contain a measure of madness that moves them in strange, sometimes inexplicable ways. This madness can be saving; it is part and parcel of the ability to adapt. Without it, no species would survive.”

Før jeg begyndte at læse “Life of Pi” og selv undervejs i omkring den første tredjedel eller deromkring, var jeg overbevist om, at bogen ikke var noget for mig. At jeg ville finde den kedelig, langtrukken eller bare uinteressant. Det endte dog helt modsat. Den starter lidt langsomt og rodet, ja, men det ender med at være en helt utroligt smuk bog, med mange dybe og gribende observationer om livet – både det helt jordnære, som vi kan se og føle, samt det metafysiske. Observationer om religion og tro, og om at de forskellige religioner i virkeligheden ikke er så forskellige, når det kommer til stykket.

“Hindus, in their capacity for love, are indeed hairless Christians, just as Muslims, in the way they see God in everything, are bearded Hindus, and Christians, in their devotion to God, are hat-wearing Muslims.”

For Pi er den største og vigtigste fællesnævner, at man elsker Gud – og det gør han! Med hele sit hjerte, selv i denne helt ekstreme situation, hvor han som menneske til sidst bliver kondenseret til de helt basale overlevelsesinstinkter og på nogle tidspunkter ikke er meget forskellig fra Richard Parker, tigeren.

“When your own life is threatened, your sense of empathy is blunted by a terrible, selfish hunger for survival.”

Bogen er skrevet som værende en sand historie, som forfatteren Yann Martel har fået fra Pi selv. Eller i hvert fald som værende den sandhed, Pi tror på at have (over)levet. Hvorvidt dette passer eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Måske er det sandt, måske ikke. I begge tilfælde er det en fantastisk historie!

”That’s what fiction is about, isn’t it, the selective transforming of reality? The twisting of it to bring out its essence?”

“Life of Pi” blev en komplet vendekåbe i mit hoved. Jeg gik fra at forvente ikke at kunne lide den, over ikke at nære særligt varme følelser for den i den første tredjedel, til at vende 180º og investere mig 100% i Pi og Richard Parkers historie. Slutningen var lige som den skulle være, synes jeg. Hjertevarm som resten af bogen også er dybest set, men alligevel med en vis mængde mystik, der gør at man ikke helt kan slippe historien, selv efter sidste side er vendt. Var det sandt? Var det hele bare en historie for at dække over noget mere realistisk men samtidig mere brutalt. Var Pi tigeren? Var der overhovedet en tiger? Og overlevede han overhovedet?

“Life on a lifeboat isn’t much of a life. It is like an end game in chess, a game with few pieces. The elements couldn’t be more simple, nor the stakes higher. Physically it is extraordinarily arduous, and morally it is killing. You must make adjustments if you want to survive. Much becomes expendable. You get your happiness where you can. You reach a point where you’re at the bottom of hell, yet you have your arms crossed and a smile on your face, and you feel you’re the luckiest person on earth. Why? Because at your feet you have tiny dead fish.”

30. The Hobbit – J. R. R. Tolkien (1937)

“In a hole in the ground there lived a hobbit. Not a nasty, dirty, wet hole, filled with the ends of worms and an oozy smell, nor yet a dry, bare, sandy hole with nothing in it to sit down on or to eat: it was a hobbit-hole, and that means comfort.”

Det er formentlig ikke gået nogens næse forbi, at “The Hobbit” (DK: Hobbitten) er blevet filmatiseret af Peter Jackson og har premiere her om lidt over to uger. Derfor virkede det for mig også som et passende tidspunkt, at komme igennem den klassiker. For det er vist en klassiker, kan man vist sagtens tillade sig at sige. Jeg tror ikke der findes særligt mange mennesker, der ikke har hørt om enten Hobbitten, Ringenes Herre eller J.R.R. Tolkien – det er jo ikke af ingen grund, at sidstnævnte bliver kaldt “faderen til moderne fantasy” i visse kredse. Ikke desto mindre måtte jeg opgive at komme igennem den første bog i Ringenes Herre-trilogien, “Eventyret om Ringen”, da jeg forsøgte mig for en håndfuld år siden. Jeg har dog muligvis ikke været ældre end 13-14 år gammel, så jeg tænkte, at det var på tide, at jeg gav Tolkien et forsøg til. Og det er jeg faktisk ganske glad for at jeg gjorde.

“This is a story of how a Baggins had an adventure, and found himself doing and saying things altogether unexptected.”

Handlingen i “The Hobbit” foregår cirka 60 år før begivenhederne i Ringenes Herre-trilogien, og handler om hobbitten Bilbo Baggins og hans fantastiske og uventede eventyr. Som hobbit, er Bilbo ellers ikke meget for eventyr eller andre sindsoprivende ting, men troldmanden Gandalf formår alligevel, med hjælp fra tretten livlige og ivrige dværge, at få ham overbevist om at gå imod sin natur og tage med.

“We are plain quiet folk and have no use for adventures. Nasty disturbing uncomfortable things! Make you late for dinner! I can’t think what anybody sees in them.”

Den rolige, men nysgerrige og videlystne, Bilbo får hurtigt bevist sit værd – både for sig selv og for dværgene. Det er dværgenes leder, Thorin, der har taget initiativ til eventyret, hvis formål, kort sagt, er at tilbagevinde Thorins forfædres enorme skat fra den ondskabsfulde drage Smaug. Dette er dog meget kort fortalt, for på deres færd støder de både på elvere, goblins bjergtrolde, onde ulve, en mand, der kan forvandle sig til en stor bjørn, mennesker og meget mere. Og deres rejse medfører ikke få farer.

“It was a hard path and a dangerous path, a crooked way and a lonely and a long.”

Alt i alt, var jeg meget mere begejstret for “The Hobbit”, end jeg umiddelbart havde forventet på baggrund af min tidligere oplevelse med Tolkien. Måske det skyldes, at “The Hobbit” faktisk er en børnebog, som Tolkien efter sigende skulle have skrevet til sine egne børn. Jeg har nemlig lidt af en forkærlighed for børnebøger i fantasygenren. Af den grund tror jeg også man sagtens kan forvente, at “The Hobbit” er en anelse mere lettilgængelig og -fordøjelig end efterfølgerne Ringenes Herre. Men eftersom jeg ikke har læst sidstnævnte, er det ikke noget, jeg kan garantere. Jeg kan dog til gengæld garantere, at “The Hobbit” er en udemærket, hyggelig, finurlig og elskværdig læseoplevelse. Tolkien er bestemt en dygtig forfatter. Ikke kun mht. hans sprog, som dog er smukt og velskrevet, men også det faktum at han har formået at opbygge hele dette fantastiske fiktive univers. Alene i “The Hobbit” kan man mærke, at det er utroligt gennemtænkt, og det bliver jo kun mere imponerende i Ringenes Herre, hvor langt flere detaljer inddrages. Det er altså imponerende!

Der var dog et par ting, som trak lidt ned for mig, hvorfor jeg “kun” endte på at give bogen 4 stjerner. Dels var der nogle steder, hvor de lidt for omfattende naturbeskrivelser, som også afskrækkede mig fra Ringenes Herre i sin tid, bliver for voldsomme. Det er jeg ikke så vild med og det fjerner lidt fokus fra handlingen, synes jeg. Derudover var der mange steder, hvor Tolkien har skrevet hele sange til forskellige dele af bogen. Igen, det er velskrevet, men jeg kunne godt have brugt lidt mindre af det. Men resten af romanen opvejer det helt klart for mig. Tolkien skriver til tider med en tør humor, som er lige i øjet. Og så er jeg helt vild med fantasyuniverser, som vrimler med alt fra elvere og troldmænd til goblins bjergtrolde og drager.

“Escaping goblins to be caught by wolves!” he said, and it became a proverb, though we now say “out of the frying-pan into the fire” in the same sort of uncomfortable situations.”

“Never laugh at live dragons.”

“The Hobbit” er altså en roman, som jeg klart kan anbefale. Uanset om du har tænkt dig, at se filmen lige om lidt eller ej. På en sidenote kan jeg dog ikke se, hvordan de har tænkt sig at dele bogen op i tre dele, hvilket jeg har hørt rygter om – men forhåbentligt er det bare det. Under alle omstændigheder bliver man i hvert fald glad i låget og hjertet af at læse “The Hobbit” – og det vel næsten det vigtigste ved at læse?

“If more of us valued food and cheer and song, above hoarded gold, it would be a merrier world.”

60. Little Women – Louise May Alcott (1868)

“I know they ill remember all I said to them, that they will be loving children to you, will do their duty faithfully, fight their bosom enemies bravely, and conquer themselves so beautifully that when I come back to them I may be fonder and prouder than ever of my little women.”

“Little Women” er skrevet helt tilbage i 1868, og det kan man godt mærke. Det er ikke en af de bøger, som forbliver tidløse til trods for deres ophøjede alder. Ikke desto mindre er bogen nummer 60 på listen og fremgår også af andre lignende lister. Det er en bog, som jeg faktisk har overvejet at læse flere gange, men har aldrig fået taget mig sammen til det før nu. Det er dog med ret ambivalente følelser, jeg nu har læst den færdigt.

På den ene side, synes jeg at “Little Women” er en vidunderlig bog. Den følger familien March gennem tykt og tyndt i omkring 15-20 år. Den spænder altså over ret lang tid. Dette har naturligvis både sine fordele og ulemper. Jeg kan godt lide, at man følger pigerne, mens de vokser op, fra små pigebørn til voksne kvinder med egne familier. Men nogle gange virker bogen lidt for overfladisk, måske netop af den grund. Når et så stort tidsrum skal dækkes, er det ikke muligt, at være alt for detaljeorienteret. Ikke engang i vigtige og kritiske passager.

Uanset om man bryder sig om romaner, der dækker så stort et tidsrum, eller ej, må man give den, at det er en smuk bog. Den afbilleder på skønneste vis en familie fyldt med piger i 1800-tallet. Man skal lige sluge et par halvfeministiske kameler undervejs, men det er nok kun at forvente. Derimod er forholdet mellem Mr. March og pigerne, Mr. og Mrs. March, Mrs. March og pigerne og især pigerne imellem virkeligt dejligt. Så dejligt faktisk, at man næsten får lyst til at snuppe en tidsrejse 150 år tilbage i tiden til trods for at man så må finde sig i at være fastlåst i den tids kønsroller – som dog bliver mildt udfordret flere gange i bogen.

“I want my daughters to be beautiful, accomplished, and good. To be admired, loved, and respected. To have a happy youth, to be well and wisely married, and to lead useful, pleasant lives, with as little care and sorrow to try them as God sees fit to send.”

En anden god ting er at pigerne er så forskellige og unikke hver især, men alligevel har et ideelt samspil. Man veksler som læser mellem hvilken, der er ens favorit, men det tror jeg netop er pointen. Der er ikke én af døtrene, der er “den gode” eller “den dårlige” eller en dominerende hovedperson som sådan (omend Jo nok alligevel er bogens bærende karakter). De er alle differentierede og tredimensionelle, som mennesker er flest. De har hver deres styrker og svagheder, som bliver fremhævet, bearbejdet og udviklet i løbet af bogen. Det er jeg ret vild med.

“But, you see, Jo wasn’t a heroine, she was only a struggling human girl like hundreds of others, and she just acted out her nature, being sad, cross, listless, or energetic, as the mood suggested.”

Alt i alt er det en bog, som jeg tror vil være god for især unge piger at læse. Moralen (for ja, sådan en er der) er, at man kan være sig selv uanset hvordan det selv måtte være. Det at den har en morale hinter dog imod en af bogens store ulemper efter min mening, for den kan godt blive lovligt belærende og prædikende til tider. Sidst nævnte i begge af ordets betydninger, for eftersom den er fra 1800-tallet, var religion stort og vigtigt, og det kan til tider godt tage overhånd. Men det er dog ikke værre, end at man kan læse det med lidt godt humør og lade det være ved det – det gjorde jeg i hvert fald.

“Now and then, in this workaday world, things do happen in the delightful storybook fashion, and what a comfort it is.”

Og hvis man nu vil tage sin Little Women-læsning hele vejen, kan man jo passende se filmatiseringen fra 1994. Den kan bl.a. ses på Netflix og kan anbefales – uanset om man har læst bogen eller ej. Og også selv om man (læs: jeg) normalt har det lidt stramt med Winona Ryder. Min eneste anke imod filmen er, at jeg synes at pigerne og Laurie er for gamle. Men det vænner man sig nu hurtigt til.

Bogbloggertræf 2012

I lørdags, den 13. oktober, var jeg til bogbloggertræf for første gang. Jeg læste om det hos Katja, og selv om jeg ikke er den mest produktive bogblogger, i og med at der på denne blog jo kun figurerer en brøkdel af de bøger, jeg læser, er jeg stadig en ivrig læser, og en hel dag med en masse andre bognørder, hvor man (næsten) kun talte om bøger og spiste lækker mad og kage virkede på mig som den bedste dag i verden. Så jeg tog mod til mig og meldte mig til. Og hold da op, hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det! Det var virkelig den bedste dag længe. Ikke nok med at der var 11 virkeligt søde piger, som man bare klikkede med med det samme pga. vores fælles interesse for bøger, lækker mad og kage (jaja, jeg kan godt lide kage, okay?), så fik vi også et bjerg af sponsorbøger med hjem. Det havde jeg virkeligt ikke forventet! Men nu har jeg da i hvert fald bøger nok til det næste lange stykke tid (eller i hvert fald til den næste måned).
 
Se selv her:

 

Tak til…

Carlsen for Angel af Lee Weatherly og Forbandede mødom af Sarah Engell

Rosinante & Co for Matched af Ally Condie

Forlaget Facet for Solbarnet af Kasper Hoff

Tellerup for Heksejagt af Kim Harrison

Politikens Forlag for Delirium af Lauren Oliver, Pretty Little Liars 1-4 af Sara Shepard, Slide af Jill Hathaway og En flænge i himlen af John Green

Alvilda for Divergent af Veronica Roth

Forlaget Bazar for Drømmehjerte og Senor Peregrino af Cecilia Samartin, Hotellet på hjørnet af bitter og sød af Jamie Ford, Vinter i Madrid af C.J. Sansom og Ildenglen af Laini Taylor

Mrs. Robinson for Alice Bliss af Laura Harrington

Skriveforlaget for Satans rede af Lone Madsen

Forlaget Punktum for Drengen der slog ihjel af Simon Lelic

Forlaget Siesta for Metusalem af Flemming Dyrbye, Samadhi af Lars Damkjær og Jaja jeg skal nok redde jer – Når jeg lige har drukket min rom & cola… af Lotte Skou Hansen

C&K Forlaget for Ti lektioner i lyst af Benedicta Söderberg

Hr. Ferdinand for Gadefejeren af Elliot Perlman, Jagten af Ryan David Jahn, Manden der ikke var morder af Hjorth & Rosenfeldt og Delikatesse af Lars Bonnevie

Lindhardt og Ringhof for Fortidens spøgelser af Maria Helleberg og Klap i hest af Katrine Engberg & Anne Mette Hancock

Gyldendal for Hvad man ikke ved af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Jentas for Lysets rige bind 1 af Margit Sandemo, En vandmelon, en fisk, en bibel af Margit Christy Lefteri og Gargoilen af Andrew Davidson

Forlaget Valeta for Mediatropolis af Freddy E. Silva, Miraklets fald af Christian Reslow og Kolonien af Pierre Robert

Rosenkilde og Bahnhof for Skruen strammes af Henry James og Manhattan Transfer af John Dos Passos

Adlibris for et gavekort på 50 kr.

Moviezoo for et gavekort på 200 kr.

og sidst men ikke mindst

Bogforum for en fribillet til Bogforum 2012 (p.s. er der nogen, der vil med? )

 

Jeg er stadig helt målløs…

3. Pride and Prejudice – Jane Austen (1813)

“It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife.”

“Pride and Prejudice” (DK: “Stolthed og Fordom”) og Austens romaner generelt er, efter min erfaring, én af de ting, som man enten elsker eller hader. Da jeg første gang læste “Pride and Prejudice” var jeg meget imponeret, men jeg må indrømme at min begejstring denne gang var lettere forringet. Nok i høj grad netop fordi jeg havde læst den før (måske faktisk mere end én gang) samt set filmene et par gange. Det lægger naturligvis en dæmper på entusiasmen, at man allerede kender plottet, karaktererne og udfaldet. Ikke desto mindre, var jeg glad for at genlæse den.

Jeg har personligt altid været ret fascineret af Austens historier og, i særdeleshed, hendes skrivestil. Hendes ironiske distance til hendes egen samtid, som i denne bog er tydeligt personificeret via protagonisten Elizabeth Bennet, er ganske unik for romaner fra den tid – og stadig underholdende at læse i dag. Handlingen kan på overfladen virke næsten for simpel – én lang række af baller, middagsselskaber, gåture til byen og et par enkelte ture på landet, hvor det hurtigt står klart, at en kvindes vigtigste formål i livet er at finde en mand af passende parti og blive gift. End of story. Men hvis man formår at læse mellem linjerne, er det en umådeligt underholdende roman. Man står splittet mellem på den ene side at føle for døtrenes kvaler, og på den anden side at være komplet forbløffet over nogle af karakterernes tåbeligheder; her gør især Mrs. Bennet og Mr. Collins sig bemærket – på negativ vis. Og så er jeg jo altså især glad for den sarkasme, som flyder frit fra især Lizzie Bennet men også hendes far. Jane Austen er tydeligvis en af ironiens forfædre (formødre?).

Men man kan naturligvis ikke tale om “Pride and Prejudice” uden at tale om den herlige Mr. Darcy. Og ja, jeg er formentlig ligeså forgabt i ham som en stor del af resten af verdens kvinder. Lidt forudsigelig har man vel lov at være. Det er dog ikke Darcy alene, men snarere hans interaktioner og dynamik med Lizzie, som er trækplastret, efter min mening. Deres 1800-talsflirt er ganske henrivende (i øvrigt et ord, som jeg sjældent har brugt før). Og man føler tydeligt deres frustrationer over ikke at kunne kommunikere ordentligt, over de utallige misforståelser, der huserer imellem dem, og også generelt over samtidens normer, som også hindrer deres forening.

“There is, I believe, in every disposition a tendency to some particular evil – a natural defect, which not even the best education can overcome.”
“And YOUR defect is to hate everybody.”
“And yours,” he replied with a smile, “is willfully to misunderstand them.”

Selv om jeg var et godt stykke tid om at komme igennem bogen i denne ombæring, kan den stadig klart anbefales, i mine øjne. Selv hvis det ikke var en så vigtig del af vores vestlige samfunds klassiske litteratur og vores populærkultur, er det stadig en roman, som er værd at læse. Den er underholdende – både for kvinder og mænd (!) – og giver et vidunderligt indblik i denne del af 1800-tallets samfund. Endeligt er romanens hovedtema, at kærlighed og følelser ikke kan tøjles af anseelse eller stand i samfundet, økonomi eller forbindelser, men snarere lever i bedste velgående på tværs af disse forhindringer. Og det er vel om noget et universelt samt evigt aktuelt og relevant budskab!

Kort sagt: Den fortjener sin tredjeplads på listen.

“If any young men come for Mary or Kitty, send them in, for I am quite at leisure.”